Hørkram beholder omstridt gigant-udbud

Leverandører 31. maj 2019 -
This describes the image
Foto: Hørkram

Et offentligt udbud til en værdi omkring en halv mia. kr. lander nu hos den samme foodservice-grossist som det, der tidligere er blevet annulleret af Klagenævnet for udbud.

Hørkram løber nemlig også af med en ny udgave af SKI's såkaldte fødevareaftale 50.90, der omfatter 65 kommuners fødevareindkøb til offentlige storkøkkener.

SKI samler offentlige indkøb, og den nye udbudsvinder fremgår af SKI's hjemmeside.

- Aftalen omfatter 5.547 varelinjer, og der er et fuldt økologisk og konventionelt sortiment. På den gamle aftale var 51 kommuner tilsluttet. Det tal er på den nye aftale steget til 65 kommuner, siger Christian Lunding, der er udbudsdirektør i SKI.

Det gamle udbud fra 2016 blev annulleret som følge af en klage fra Hørkrams konkurrent, Dansk Cater, men Christian Lunding erklærer sig tilfreds med, at udbuddet nu er landet.

- Det var meget ærgerligt at stoppe den tidligere aftale før tid. Den fungerede faktisk rigtig godt, og de tilmeldte kommuner var tilfredse med aftalen. Udformningen af den nye aftale læner sig derfor også op ad den gamle aftale, siger han.

Den nye aftale træder i kraft fra september - til priser, der ifølge SKI i gennemsnit ligger 6 pct. under det niveau, kommunerne betaler i dag.

Læs hele nyheden hos SKI her

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?