Høje priser på forarbejdede vegetar-fødevarer
Efterspørgslen efter vegetar-fødevarer steg med hele 22 pct. sidste år, ifølge analysebureauet Nielsen.
Men midt i det større og større udvalg af vegetar-fødevarer, risikerer mange forbrugere ofte at må betale en langt højere kilopris for de forarbejdede vegetar-fødevarer i dagligvarebutikkerne sammenlignet med kiloprisen på de forarbejdede kødprodukter, viser et hurtigt tjek i to aarhusianske butikker.
I en Rema 1000 sælges plantebaserede frostvarer fra svenske Hälsans Kök produceret i Tjekkiet til en kilopris på 116, 50 kr. Og som et eksempel koster en pakke vegetariske schnitzler på 270 gram 34,95 kr., mens Rema 1000' egne pakke 300 gram kyllingeschnitzler fra Tyskland koster 17,95 kr.
I en nærliggende Kvickly fylder danske Naturli godt op i en kølerreol. Blandt andet med tilbud på produktet økologisk hakket veggie til 21,56 kr. for 180 gram. Det giver en samlet kilopris på 119,78 kr. for produktet, der består af 59 pct. soyabønner, hvilket er ca. dobbelt så dyrt som et kilo hakket fersk oksekød med 8-12 pct. fedt.
Den højeste kilopris på 359,50 kr. finder man dog på produktet Edgy Veggie, der består af grove hvedeflager med et proteinindhold på 60 pct. Her er prisen 35,95 kr. for en bøtte med 100 gram, som tilsættes vand og derefter i mængde svarer til 500 gram.
Edgy Veggie distribueres af VitaFood i Charlottenlund og føres i blandt andet Kvickly, SuperBrugsen og Bilka Tilst ved Aarhus.
- Vi har været tidligt ude med produktet for et par år siden og er efterfølgende gået over til emballageposer, der gør, at prisen falder ca. 33 pct. Det høje proteinindhold gør, at det henvender sig til fitness-segmentet, og omsætningsmæssigt er det jo ikke et produkt, der giver de store, dyre rejser, siger ejer af VitaFood Lars Balling som forklaring på den høje kilopris.
Efterlyser endnu flere produkter
Lars Balling oplever i stedet, at den stigende interesse for vegetar-fødevarer og kødfrie dage er med til at hæve salget af de økologiske, glutenfri ærte-linse og kikærte pastapakker under navnet TummYummy, som VitaFood ligeledes distribuere i Danmark.
Hos Dansk Vegetarisk Forening er man glade for, at flere producenter og butikker har fået øjnene op for vegetarmarkedet, men generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl så gerne endnu flere vegetariske produkter på hylderne, som kunne føre til endnu lavere forbrugerpriser.
- Vi mener helt klart, at både producenter og detailhandel undervurderer markedet. Der er et større marked, hvis man tør satse på det, og med et større marked kan man jo sænke priserne. Noget af det handler også om, at supermarkederne skal turde give det mere plads i butikkerne - hvilket jo nødvendigvis er på bekostning af andre varer, siger han.
Ifølge Rune-Christoffer Dragsdahl er det utvetydigt billigere at leve som vegetar, men vegetarer går ifølge generalsekretæren ofte endnu mere op i mad end den typiske kødspiser og vælger derfor ofte nogle alternative kvalitetsprodukter, som er dyrere.
- Det er madglæden og nysgerrigheden, som gør, at producenter og supermarkeder kan afsætte produkterne til de nuværende priser. Men det betyder altså, at kundegrundlaget bliver meget smallere, end det har potentiale til at være, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.