Gråsten Fjerkræ køber slagtervirksomhed for millionbeløb
For et uoplyst millionbeløb har Gråsten Fjerkræ opkøbt Slagter Worthmann fra Rødekro per 1. september i år.
Det sker blandt andet for kunne øge produktionen af kyllingepølser og pålæg samtidig med, at man vil fastholde og udbygge Worthmanns position på markedet.
Slagter Worthmann blev grundlagt i 1921 og har de seneste årtier oplevet et stigende salg af kød, pølser og pålæg til en række detailvirksomheder – herunder en international kæde - som under private label får produceret sine luksuspølseprodukter i Rødekro.
- Skal vi fortsætte den positive udvikling, vi er inde i, må vi finde nye produktionsfaciliteter udenfor Kværs, og her så vi mulighederne for et tæt samarbejde med Worthmann, siger Gunder P. Jensen, der forlader formandsposten i Gråsten Fjerkræ for at blive adm. direktør i Slagter Worthmann.
Worthmanns produkter afsættes også til cateringvirksomheder, hoteller og restauranter samt pølsevogne.
I det seneste aflagte regnskab for 2018/19 havde Slagter Worthmann en bruttofortjeneste på 2,5 mio. kr. og et resultat på minus 67.000 kr., mens egenkapitalen lød på 3,4 mio. kr.
- Vi har været på en spændende rejse, hvor vi med sønderjysk ydmyghed har opbygget en forretning baseret på kvalitet og service overfor vore kunder – store som små. Vi afleverer en flot virksomhed til Gråsten Fjerkræ i den overbevisning om, at det bliver en win-win situation for begge parter, siger Werner Worthmann.
Der sker ingen øvrige personaleændringer i forbindelse med handlen, oplyser parterne.