Gourmetpris til kærnesmør, kaffeis og lækre oste
Ikke alene satte årets udgave af Gourmetprisen rekord i antallet af deltagende produkter – også kvalitetsniveauet var tårnhøjt.
Det var der enighed om blandt konkurrencens fire dommere, da de havde smagt sig igennem 62 både klassiske og innovative mælkeprodukter i international topklasse. verdensklasse.
Efter at dommerne havde smagt og bedømt hver produkt, stod fire produkter tilbage som vindere af Gourmetprisen 2019.
Lindvej Mejeri ved Vejle vandt kategorien ”smør” med ”Gammeldags Kærnesmør med sydesalt”.
Caféen og ismejeriet Den Gamle Foderstof i Gedsted i Himmerland vandt i kategorien ”konsummælksprodukter og iscreme” med en kaffeis med knas.
Tebstrup Gedemejeri på Djursland vandt kategorien ”bløde oste” med sin halvfaste ”Tilia Mundo gedeost”, og Danmarks bedste i kategorien ”hårde oste” blev ”Fuldmåne Ost” fra Thise Mejeri.
Stor tilfredshed hos Mejeriforeningen
Gourmetprisen arrangeres af Mejeriforeningen som en del af International Food Contest, der hvert år afvikles i Herning af den danske mejeribranche.
I modsætning til de flere end tusind mælkeprodukter, som i hovedkonkurrencen alene vurderes på mejeritekniske kvaliteter, præmierer Gourmetprisen sine vindere ud fra en bredere gastronomiske kvalitetsforståelse om velsmag og lækkerhed.
- Med Gourmetprisen vil vi gerne demonstrere vigtigheden af, at vi som mejeribranche ikke alene fokuserer på høj fødevaresikkerhed og konsistens produktkvalitet, men at der også arbejdes målrettet med udvikling og nyskabelse og de særlige hensyn, der skal tages, hvis man som virksomhed vil appellere til de dygtigste danske kokke og kulinariske frontløbere, der i de her år så effektivt har sat Danmark på det gastronomiske verdenskort. Jeg kan ikke huske, at vi noget tidligere år har haft så mange produkter med i konkurrencen med klokkeklar appeal til restauranter og markedets mest kræsne private forbrugere. Det er vi meget tilfredse med, siger Gourmetprisens koordinator Pia Damgaard Beck fra Mejeriforeningen.