Gourmet-gilde og feinschmecker-paradis

Leverandører 12. sep 2024 -
This describes the image
Både traditionsrige leverandører og nye, innovative fødevarevirksomheder var med ved inspirations- og fødevaremessen 'Madscenen for professionelle'.   Foto: Anders Houmøller Thomsen
  • 'Madscenen for professionelle' i TAP1 slog rekord i antal deltagere og udstillere.

For os, der ikke nåede at få morgenmad før besøget på messen 'Madscenen for professionelle', stod den på smags-fest lige fra første bid. 

Når gæster fra morgenstunden trak ind i TAP1 i København – og slap væk fra regnen – blev de mødt med hyggejazz og de første fristelser: som en sprød gulerodstatar med nye danske gulerødder. En decideret opkvikker – især når den fik skarpt selskab af en kop koldpresset ingerfærjuice fra BarDjus.

Sådan fortsatte gourmet-gildet og det overvældende antal smagsprøver på et kæmpe areal i den industrielle bygning og i telte udenfor. 

Prof afvikling

Det blev også til ny rekord med mere end 1.400 deltagere, da Dagrofa Foodservice inviterede til 'Madscenen for professionelle' onsdag 11. september. 

140 leverandører deltog på den årlige inspirations- og fødevaremesse, som var en opvisning i faglig ekspertise. Nysgerrige og madelskende gæster skulle sådan set bare mumle et stikord i standene, og så blev der fortalt og gestikuleret ivrigt fra de engagerede og speed-snakkende fagfolk.

Havfrisk bod

I Launis-boden snakkede key account manager Jan Bisgaard med en repræsentant for en restaurant, og bagefter fortsatte talestrømmen henvendt til Dagligvarehandlen.dk's udsendte:

- Det er første gang, vi er med. Vi præsenterer bl.a. vores danske Skagen Rejer. De er unikke i kraft af, at de ikke har været frosset. Det er rejer, der er fanget omkring Skagerrak med både, vi har kontrakt med. Fangsten bringes til vores fabrik i Skagen, bliver kogt og pillet i en kort proces og lagt i lage. Den vare klarer sig rigtig godt på grund af den gode smag, siger Jan Bisgaard. 

Han fortæller, at Skagen Rejer kan købes i dagligvarehandlen, og at Launis gerne vil sælge mere i foodservice-regi. Hovedbudskabet fra den travle key account manager var klart som en blånet morgenhimmel over Skagen: 

- Det er vores mission i Launis, at få de danske rejer spist i Danmark.

 

This describes the image

Launis lokkede med rejer, så 'friske som de spises i Skagen'. Foto: Anders Houmøller Thomsen

 

Hørebøffer på menuen

Lydniveauet i lokalerne summede elektrisk, og det rungede ind imellem af heftig kollegial latter og muntre tilråb. Så det var et velvalgt teknologisk trick, at samtale-deltagere og værter ikke intensiverede støjniveauet via højttalere. I stedet kunne man lytte til de igangværende masterclasses ved at iføre sig trådløse hovedtelefoner. 

Simon Jul var moderator for flere masterclasses på de tre scener, og deltagerne blev klogere på plantevalg, danske bælgfrugter, lokale fødevarer og Green Lab med Hotel- og Restaurantskolen. Og en del andet.

Michael Christensen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice, havde meget at glæde sig over i løbet af den oplevelses-pakkede onsdag:

- Vi er utroligt stolte over, at så mange kunder og samarbejdspartnere har lyst til at dukke op til vores messe. Og vi er lige så stolte over, at kunderne, de professionelle køkkener, møder så talstærkt op og finder det så givende, at de vil køre endda mange kilometer på tværs af landet for at være med, sagde Michael Christensen.

Festen fortsatte i herberget

Efter nogle timer på messen, var gæsterne både mættet af indtryk og delikate smagsprøver, og dét, der blev levnet, gik ikke til spilde. 

Alle madrester blev indsamlet og afleveret til Fødevarebanken, som sender maden videre til herberger, krisecentre, skoler, bosteder, madfællesskaber og andet. 

I alt endte donationen på cirka fire tons topdelikate fødevarer!

 

This describes the image

Fiesta for smagsløgene: Rugbrød er bestemt ikke bare rugbrøg. I Schulstad-boden var der delikate smagsprøver med tre styk signaturbrød. Bl.a. den storsælgende 'Gillelejehavn'. Foto: Anders Houmøller Thomsen.

Opdateret 12. sep 2024