Good Food Group køber Nordens største honningproducent

Leverandører 30. okt 2020 -
This describes the image
Foto: Jakobsens
Skrevet af: Søren Tougaard

Danske Good Food Group, der står bag velkendte fødevarebrands som Svansø og Skælskør Frugtplantage, udvider nu produktporteføljen med honning og endnu flere dressinger.

Det sker med opkøbet af Jakobsens, der de senere år har udviklet sig til den største honningproducent i Norden.

Med købet af Jakobsens er Good Food Group nu parat til at bringe Jakobsens’ produkter ud i resten af verden.

- Jeg er stolt over, at vi i Good Food Group har fået mulighed for at købe Danmarks stærkeste brand indenfor honning. Jakobsens har over de seneste år innoveret markedet for honning ved at introducere nye, spændende produkter, som forbrugerne har efterspurgt, og det har gjort dem til markedsledere i dag. Vores opgave er nu at udvikle forretningen internationalt gennem Good Food Groups stærke salgsnetværk, mens vi samtidig har fokus på at udvikle og fastholde en stærk position i Danmark. Desuden passer Jakobsens’ naturlige produkter rigtig godt ind i vores eksisterende sortiment, siger Lillie Li Valeur, adm. direktør i Good Food Group.

En del af strategien

Adm. direktør Helle Reinevald, der har været hovedaktionær i Jakobsens siden 2012, glæder sig også over transaktionen:

- I Jakobsens har vi været på et væksteventyr de seneste otte år, og nu står vi et sted, hvor vi skal udvikle vores eksportmuligheder yderligere, hvis vi fortsat vil vækste. Her har vi brug for en organisation med flere muskler og større distributionskraft. Ved at blive en del af Good Food Group får vi nu adgang til flere internationale markeder, og jeg glæder mig til fortsat at udvikle nye og spændende produkter til forbrugere i både Danmark, Europa og resten af verden, siger Helle Reinevald, der fortsætter som ansvarlig for innovation og e-commerce i Good Food Group.

Good Food Group fik i 2019 nye ejere i form af Maj Invest Equity, og i starten af 2020 blev et nyt ledelsesteam sammensat med Lillie Li Valeur i spidsen.

Opkøbet af Jakobsens er den nye ledelses første store investering som et led i selskabets nye strategi, hvor man ønsker at bringe naturlige, nordiske fødevarer ud til forbrugere i Norden og resten af verden.

Alle Jakobsens medarbejdere fortsætter i virksomheden.

Ingen af partnerne oplyser købsprisen. Sidste år havde Jakobsens en bruttofortjeneste på næsten 39 mio. kr. og et overskud på 6,5 mio. kr.

 

 

Opdateret 10. nov 2020