Gennemsigtighed sikrer øget salg
Udenlandske forbrugere er helt vilde med fisk og skaldyr fra Danmark. Eksporten af fisk og skaldyr steg i 2017 til det højeste niveau nogensinde. Den stigende eksport er ikke mindst et resultat af, at danske fødevarevirksomheder bliver stadig mere kendt for stor gennemsigtighed.
Tallene offentliggøres af Landbrug & Fødevarer på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Tallene omfatter de første 11 måneder af 2017, men den sidste måned i året vil næppe ændre på billedet.
Den største eksportvare er hele saltvandsfisk, som udgør 22 pct. af den samlede eksport af fisk og skaldyr. Den udgør en eksportværdi på 5,3 mia. kr. i de første 11 måneder af 2017.
Ferske og bearbejdede rejer er den mest eksporterede art af alle fisk og skaldyr med en samlet eksportværdi på næsten 4,2 mia. kr. i de første 11 måneder af 2017.
Ifølge Landbrug & Fødevarer er det Øst- og Sydøstasien, der trækker væksten, men eksporten til EU-landene stiger også. Tyskland er således Danmarks vigtigste eksportmarked for fisk og skaldyr.
Eksportfremgangen er bl.a. et resultat af, at forbrugerne på det asiatiske marked i stigende grad efterspørger fakta og gennemsigtighed i produktionsmetoder og ingredienser, som netop kendetegner dansk fødevareproduktion.
Eksporten til Tyskland er således mere end dobbelt så stor som til det næststørste marked Italien.