Genåbning: Restauratører må forsat holde lukket

Leverandører 17. apr 2020 -
This describes the image
Foto: Colourbox
Skrevet af: Søren Tougaard

Sundhedsmyndighederne har fundet det sundhedsmæssigt forsvarligt at udvide fase 1 af en kontrolleret genåbning af landet.

Derfor har regeringen og alle Folketingets partier i nat besluttet at ophæve forbuddet mod frisører, massører og visse andre liberale erhverv fra mandag den 20. april.

Hvis en selvstændig erhvervsdrivende vurderer, at det endnu ikke er hensigtmæssigt at åbne op for forretningen, kan virksomheden fortsat holde lukket og modtage op til 80 pct. i kompensation for de tabte udgifter, fremgår det af aftalen.

Derimod skal de nødlidende restauranter og cafeer forsat holde lukket. Det samme må storcentre.

Hvor længe er indtil videre uvist. Folketingets partier vil dog i næste uge fortsætte forhandlingerne om en fase 2 i genåbningen af landet samt diskutere de kommende faser.

Dansk Erhverv hilser aftale velkommen

Det sker for at skabe klarhed over Danmarks vej ud af krisen, herunder ikke mindst, hvornår yderligere restriktioner kan ophæves og under hvilke vilkår, lyder det i pressemeddelelsen fra Statsministeriet.

Nattens politiske aftale om genåbning for en række erhverv bliver hilst velkommen af Dansk Erhverv.

- Vi glæder os over udsigten til, at liberale erhverv herunder frisørerne nu får mulighed for at starte igen. Vi havde dog håbet på, at det også var muligt at åbne mere op som for eksempel storcentre og magasiner nu. Det kom så ikke med i denne fase, men vi håber, det snart bliver muligt, siger adm. direktør Brian Mikkelsen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?