Gårdbutikker under pres fra dagligvarekæder
Ovenpå år med konstant fremgang oplevede en del gårdbutikker sidste år et stagnerende salg, mens færre havde direkte fremgang i omsætningen. En del af forklaringen på det stagnerende gårdsalg skal findes i, at antallet af gårdbutikker på få år er fordoblet og i 2015 talte ca. 3000 gårdbutikker på landsplan.
Men ifølge Niels Ebbe, formand for udvalget af for gårdbutikker og lokalt salg i Økologisk Landsforening, skyldes det opbremsede salg i høj grad også dagligvarekædernes stigende satsning på økologi.
- Forklaringen kunne være, at dagligvarehandelen set over en kam har fokuseret meget stærkt på økologiske varer, så sortimentet hele tiden vokser i samtlige kæder, samtidig med, at de har været rimelige aggressive i deres prissætning. Det har betydet, at de gårdbutikker, der har mange indkøbte varer, har været udsat for en rigtig hård konkurrence, fortæller Niels Ebbe.
Lys fremtid
Trods opbremsningen i gårdbutikkernes salg har Niels Ebbe store forventninger til, at gårdbutikkerne som samlet salgskanal vil fortsætte med at vokse fremover, selv om varerne er dyrere i gårdbutikkerne end i dagligvarebutikken. For det handler i sidste ende for gårdbutikkerne om at blive endnu bedre til at fremhæve, hvad de er dygtige til, mener han.
- Jeg tror, at løsningen for gårdbutikkerne er at fokusere benhårdt på egne styrkesider. Oplevelsen ved at komme på gården, høre om gården og engagere sig i gårdens liv, de helt friske varer og en kvalitet, der ganske ofte er meget forskellig fra dagligvarehandelens, fortæller Niels Ebbe, der selv er engageret i den økologiske gårdbutik hos Korsmedergaard nær Randers.
Hvis gårdbutikkerne igen skal hæve salget, skal det i høj grad komme fra børnefamilierne. En analyse, som GfK sidste år lavede for Økologisk Landsforening, viste, at børnefamilierne lagde 30 procent flere øko-varer i indkøbskurven i 2015, og at stort set hele væksten i det danske øko-salg blev båret frem af børnefamilierne og deres ønsker om at undgå rester af sprøjtegifte i deres madvarer.