Fritz Schur køber mineralvandssællert
Siden Fritz Schur i 2012 introducerede danskerne til det naturlige mineralvand Blue Keld, er salget af de blå flasker steget eksplosivt.
Det er især i familierne, den kaloriefrie mineralvand med smag kommer på middagsbordet.
Fritz Schur lancerede i sin tid Blue Keld på det danske marked på vegne af engelske J. Marr Group, som de nu har købt de europæiske rettigheder af.
Gennembruddet hos de danske forbrugere kom, da man i 2013 indgik en aftale med Rema 1000.
I dag kan Blue Keld købes i langt de fleste supermarkedskæder og findes i 11 smagsvarianter.
- Sukkerfri vand med smag hitter hos danskerne i de her år. Vi ramte simpelthen et hul i markedet mellem de søde sodavand og almindelig mineralvand med brus og smag, da vi gav danskerne en sødet version med nul kalorier, siger Jette Ramgaard, kommerciel direktør i Fritz Schur Consumer Products.
Led i vækststrategi
Med købet forventer Fritz Schur at styrke sin danske position yderligere som førende på markedet for mineralvand med smag, der i dag også tæller mærker som blandt andre Aqua d´Or og Koral.
Samtidig er købet af Blue Keld et led i planerne om at vokse på udenlandske markeder.
I dag sælges den blå flaske udover i Danmark også i Sverige, England og Frankrig.
- Købet af Blue Keld er et led i vores vækststrategi, hvor vi både kigger i retningen af andre europæiske markeder for vores drikkevarer, ligesom vi ønsker at sidde på en større del af værdikæden, siger Carsten Wandorf, adm. direktør i Fritz Schur Consumer Products.
Fritz Schur Consumer Products omsætter i dag for 30 mio. euro, ca. 224 mio. kr.