Friske fødevarer skal være lokale
Over halvdelen af danskerne foretrækker, at friske fødevarer er produceret lokalt. Det viser en ny forbrugerundersøgelse fra analysevirksomheden Nielsen.
Undersøgelsen viser, at det især er de friske fødevarer, som danskerne tjekker oprindelsesland på. Det gælder f.eks. mælk, hvor 65 pct. foretrækker den danske udgave. 60 pct. af danskerne går op i at henholdsvis kød og grøntsager er lokalt produceret. 56 pct. foretrækker dansk produceret frugt og for 50 pct. er det vigtigt, at yoghurten er dansk.
- Resultaterne i Nielsens undersøgelse afspejler den tendens og fokus, der er på økologi og hele jord-til-bord-bevægelsen, vi ser i Danmark i øjeblikket. Her spiller netop de lokale og friske råvarer en stor rolle og meget tyder på, at danskerne har taget dette til sig. I hvert fald foretrækker et stort flertal de danskproducerede fødevarer, siger Rasmus H. Sarauw-Nielsen, der er Retail Analytics Nordic Leader hos Nielsen.
Hvis man sammenligner med de andre nordiske lande, ser man den samme tendens. Danskerne går dog noget mere op i, at frugten er lokalt produceret. Her differentierer Danmark sig fra Norge med 10 procentpoint, Sverige med 8 point og Finland med hele 27 point.
Når det kommer til de ikke-spiselige varer som f.eks. tøj, sko og sæbe er danskerne mere ligeglade med oprindelsen. Her svarer mere end hver anden dansker, at det ikke har den store betydning, om varen er produceret i Danmark eller udlandet.
I undersøgelsen er 16.051 respondenter - heraf cirka 500 danskere - blevet spurgt om deres præferencer i forhold til, om en vare er produceret lokalt eller globalt.