Fremgang for spiritusgigant i Danmark

Leverandører 29. nov 2018 -
This describes the image
Diageos danske forretning vokser støt Diageo Danmark har især oplevet fremgang i salget af gin og ready-to-drink produkter. Foto: Diageo
Skrevet af: Søren Tougaard

Danskerne har fået smag for special-spiritus fra mindre producenter, men den trend har tilsyneladende ikke ramt salget hos verdens største spiritusproducent Diageo, der fører velkendte brands som Smirnoff, Captain Morgan og Baileys.

Diageo Denmark har netop fremlagt regnskab for 2017/18, og det viser en fremgang i selskabets omsætning på 9 mio. kr. til ca. 253,2 mio. kr.

Samtidig har selskabet også hævet driftsindtjeningen med 1 mio. kr til ca. 7,2 mio. kr., mens årets resultat blev et plus på 5,6 mio. kr.

Overskuddet er en forbedring på 600.000 kr. i forhold til 2016/2017 og en fordobling af overskuddet på tre år.

Væksten fortsætter

Diageo Denmarks ledelse anført af adm. direktør Michael Mønster Holm skriver i ledelsesberetningen, at selskabet har forsat væksten tre år i træk, og at resultatet ligger på linje med det forventede.

Især fremhæves Gordon's Pink Gin og selskabets ready-to-drink-produkter blandt de største vækstdrivere sammen med malt-produkter i Diageos højeste kvalitetskategori og prisklasse.

- 2019 ser positivt ud, og vi forventer at opretholde vores nuværende resultatniveau, fremgår det af årsregnskabet.

 

Opdateret 10. nov 2020