Freja tredobler halvårsresultatet
Freja Transport & Logistics Holding har i første halvår 2020 haft fokus på at tilpasse virksomheden til den nye markedssituation som følge af covid-19 samt den fortsatte integration af selskabet i Polen.
I første halvår har transport og logistikselskabet stort set formået at holde omsætningen, der faldt med 1,5 pct. til 1,64 mia. kr.
Derimod blev driftsresultat stærkt forbedret til 76,6 mio. kr. mod 30 mio. kr. i samme periode sidste år, ligesom virksomheden formåede at tredoble halvårsresultatet før skat - fra 22,3 mio. kr. i første halvår af 2019 til nu 66,9 mio. kr.
- Regnskabet for 1. halvår 2020 viser, at vores forretningsmodel og vores store fokus på at samarbejde på tværs af Freja bærer frugt. Vores loyale og dedikerede medarbejdere har ydet en ekstraordinær indsat i denne svære Covid-19 tid, hvilket betyder, at Freja er kommet stærkt igennem et meget turbulent 1. halvår, udtaler adm. direktør Ulrik Rasmussen.
Freja-koncernen har hovedsæde i Skive og 23 andre afdelinger placeret i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Polen og Kina.
Virksomheden beskæftiger ca. 870 medarbejdere og venter en omsætning for hele året på ca. 3,5 mia. kr.