Forurenede æg solgt i danske supermarkeder

Leverandører 11. aug 2017 -
This describes the image
| |Foto: Danæg Products
Skrevet af: Søren Tougaard

I alt 22 tons forurenede æg fra Holland med det ulovlige insektmiddel fipronil er blevet solgt i Danmark, efter Fødevarestyrelsen har fundet yderligere to tons forurenede røræg hos Nordic Egg.

Efter det første fund af 20 tons forurenede æg hos Danæg Products meldte Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse ud, at æggene typisk er solgt til kantiner, køkkener og cateringvirksomheder og "har næppe i større omfang været solgt i danske detailhandelsbutikker."

Efter omfattende sporingsarbejde i hele fødevaresektoren har Coop dog valgt at kassere mad fra 183 af koncernens godt 1.200 butikker, mens Dagrofa har kasseret mad fra 28 butikker, heraf 24 fra delikatesser i Meny, oplyser koncernkvalitetschef Karin Frøidt til Ritzau.

Ærgerlig sag
Også selv om fundet af de forurenede æg, ifølge Fødevarestyrelsen, ikke udgør en sundhedsrisiko for forbrugerne.

- Det er en rigtig ærgerlig sag for os. Desværre er det noget, vi er nødt til at tage med i vores overvejelser fremover. Vi har ikke tidligere været opmærksom på, at pesticid kunne være et problem i æg, siger Karin Frøidt.

Hun fortæller, at Dagrofa nu kommer til at stille nogle krav til leverandørerne, så man undgår en lignende sag i fremtiden.

Hverken Dansk Supermarked eller Rema 1000 har indkøbt forurenede æg fra de to danske producenter.

Tonsvis af æg er, siden æggeskandalen kom frem i lyset, blevet kasseret i over 10 lande i Europa, herunder i Holland, Sverige, Tyskland, Storbritannien - og nu altså også Danmark.

 

Opdateret 10. nov 2020