Forbrugerne vil købe mere ansvarligt
Et flertal af forbrugerne vil gerne købe ind ansvarligt med tanke på forhold som klima, dyrevelfærd og arbejdsforhold. Men de mener samtidig, at det især er producenterne, der skal sikre, at de kan vælge ansvarligt producerede varer i supermarkedet og tøjbutikken.
Det viser en ny forbrugerundersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk har fået udarbejdet.
Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk, præsenterede forleden undersøgelsen ved en høring om ansvarligt forbrug i Danmark på Christiansborg.
Høringen var arrangeret af Folketingets Erhvervsudvalg, Forbrugerrådet Tænk, Dansk Initiativ for Etisk Handel og 2030-Netværket, som er Folketingets tværpolitiske netværk for FN’s verdensmål.
Anja Philip fremlagde de nye tal for, hvordan forbrugerne oplever et bæredygtigt forbrug, og hvilke udfordringer de har.
På mødet deltog bl.a. et panel med nogle af Folketingets erhvervs- og forbrugerordførere.
– Det er supervigtigt for forbrugerne, at deres varer er produceret ansvarligt. I undersøgelsen siger 95 pct., at det er vigtigt for dem.
Dagligvarer
Undersøgelsen viser, at der er produktgrupper, hvor det er nemmere at købe ind ansvarligt. Her scorer dagligvarehandlen højst.
Forbrugerne siger, at det er nemmest at købe ansvarligt producerede varer indenfor fødevarer, non-food dagligvarer og kosmetik/pleje.
Det er også her, at forbrugerne mener, at det er vigtigst at kunne handle ansvarligt. Til gengæld er det sværest indenfor bl.a. småt elektronik.
De fleste forbrugere synes, at det er svært at gennemskue, om der er taget hensyn til arbejdsforhold, klima, miljø og bæredygtighed.
– Det betyder, at hvis forbrugerne skal købe flere ansvarlige produkter, så er det nødt til at blive nemmere at gennemskue, når man står i butikken.
Ifølge forbrugerne har producenterne hovedansvaret for, at ansvarligt producerede varer er tilgængelige. Politikerne har også et stort ansvar, mens forbrugere og detailhandel har det mindste ansvar.
– Vi handler ikke altid efter holdning, men fordi det skal give mening i hverdagen. Hvad skal der så til, for at forbrugerne køber flere ansvarligt producerede varer?
Det må ikke være markant dyrere at være grøn. Der skal være en troværdig og tydelig information på varerne. De bæredygtige varer skal være tilgængelige og nemme at anskaffe.
– Politikerne har det største ansvar for at sætte rammerne for et ansvarligt forbrug. Det skal blive mere attraktivt at være en ansvarlig forbruger. Der skal være et højere bundniveau for produkter, og de værste varer skal udfases. Desuden skal være få, troværdige, uafhængige og kontrollerede mærkningsordninger.
Danmarks udfordringer
Ifølge formanden for 2030-Netværket, Kristian Jensen (V), står Danmark med store udfordringer for at kunne skabe et ansvarligt forbrug og produktion.
Han sagde bl.a., at Danmark er placeret absolut i toppen, når flere internationale organisationer evaluerer, hvordan FN’s medlemslande lever op til verdensmålene.
– Vi er på flere måder et globalt forbillede, som kan inspirere andre. Men vi er langt fra i mål, og vi er desværre også gode til at leve over evne. Vi har store udfordringer med bæredygtigt forbrug.
Det halter med verdensmål nummer 12 om ansvarligt forbrug og produktion både nationalt og internationalt.
– Vi lever i et velfærdssamfund, men bagsiden af medaljen er, at vi skiller os ud som overforbrugere af jordens naturlige ressourcer. Spørgsmålet er, hvordan vi bliver mere ansvarlige forbrugere og producenter, uden at det skader vores levestandard. Vores bæredygtige løsninger skal gå hånd i hånd med et godt liv og bæredygtige levestandarder.
Kristian Jensen tror ikke på, at vejen frem mod et mere bæredygtigt forbrug er at skære ned på forbruget.
– Mere bæredygtigt forbrug kan også opnås ved at ændre på forbruget, købe lokalt producerede varer i stedet for varer med klimabelastende transport, købe mere holdbare produkter og produkter, der nemt kan repareres, sagde han.