Foodservice har fokus på forbrugertrends
Eeerik, vi står her og bruger dine penge!
- Nå, så er dåserne kommet i byen! Hvad har I fundet?
Ja, krejlergenet fik frie tøjler, da over 5300 besøgende lagde vejen forbi Gigantium i Aalborg til Cateringmesse Nord. Fordelt på 1400 virksomheder i foodservicebranchen sugede de til sig af inspiration, smagsprøver og gode tilbud.
- Vi har valgt, at der skal være mulighed for at sælge i Nordjylland. Det er lidt som at være på Hjallerup Marked, og det skal der også være plads til, siger Anders Bo Andersen, salgschef i AB Catering Aalborg, der har arrangeret messen sammen med et andet Dansk Cater-selskab, BC Catering.
Leverandørerne med stande på messen er både mindre importører, lokale producenter og internationale brands. De er glade for også at kunne give håndslag på selve dagen, og reklamering med messerabatter holdt ordrebøgerne varme.
Generelt er tendensen dog, at foodservicemesserne bevæger sig væk fra at være indkøbsmesser og i højere grad handler om at inspirere kunderne, hvad enten det handler om konkrete produkter og måder at bruge dem på, anretning eller vejledning i politiske trends.
Bæredygtighed og convenience
I varierende grad ser man i disse år forbrugere over hele landet tage en række forskellige holdninger og værdier til sig, som udmønter sig i nye indkøbsvaner i supermarkedet. Det gælder blandt andet fri for-varer, planteprodukter og en opdæmning for madspild. Samme udvikling ser man inden for foodservice, som fremover skal ruste sig til mere plantekost og mindre madspild.
- Mange af vores leverandører havde veganske ting med på standene. Det er nyt – især i Nordjylland. Madspild og bæredygtighed fylder også rigtig meget. Madspild er en tendens, mange i foodserviceMejeri havde medbragt flere af sine nye convenience-produkter som iskaffe og kakaomælk i portionsstørrelse samt to-go-yoghurter med frugtgrød.
Sild vous plaît
Messernes stilændring til inspirations- og innovationsoplevelser mærker man tydeligt. Kunderne roste Mette Munks nye belgiske vafler – og blev noget forbløffede, når de fik at vide, det var de velkendte kanelsnegle i nye klæder. På samme måde eksperimenterede mange af leverandørerne for at vise de besøgende på messen nye anvendelsesmuligheder.
Fra Schulstad var blandt andre Bente Simonsen, distriktschef for Midtjylland, trukket i arbejdstøjet.
- Vi er med for at synliggøre os og vise nye tendenser til kunderne. Toast er ved at få en renæssance og bliver meget mere eksklusivt, nærmest som paninier. Det er også meget oppe i tiden at customise (tilpasse, red.) brød med farver eller brændemærker, siger hun og vifter lidt for afslappet i journalistens retning med en næsten rødglødende metalstav, der ligner et af de kvægjern, man har set i westernfilm.
Mindre drabeligt, men ligeså spændende er det at se, hvordan de nyeste forbrugertrends fornyer et så klassisk produkt som den marinerede sild.
- Det skal være sexet at spise sild! Vi skal fange de unge forbrugere, lyder det energisk fra Tenax Silds salgskonsulent Palle Enøe.
- I takt med, at de gamle sildespisere forsvinder, falder salget, så vi skal nytænke. Nye forbrugere stiller nye krav, og dem skal vi indfri, fortsætter han.
Det er blandt andet blevet til sild i øl, sild i brændevin og sild i gin. Sidste skud på stammen er sild med blåbær og rom.
Palle Enøe fortæller, at han ihærdigt har forsøgt at overtale produktudviklingsafdelingen til en med rødbede og lakrids, men indtil videre uden held.
Ø-mærker alle vegne
Økologi har efterhånden vundet så meget indpas hos danske forbrugere, at man dårligt kan tillade sig at kalde det en trend. Alligevel er det ret nyt, at der i så høj grad reklameres med økologi på foodservicemessen, i hvert fald i Nordjylland, som traditionelt ikke er det første sted til at tage imod nye tendenser.
Mange stande havde valgt at pynte op med det røde økomærke, og for flere af leverandørerne er det blevet et vigtigt salgsargument over for kunderne at kunne levere økologiske varer.
- Det er gået over al forventning. I forhold til det indtryk, jeg nogle gange får af økologien i Nordjylland, hører jeg her, hvilken indsats de gør i køkkenerne for at få mere økologi på menuen. Det økologiske spisemærke har tiårs jubilæum i år, og det fejrer vi også i vores Økosalon, siger Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening.
Som noget helt nyt har Dansk Caters grossister slået pjalterne sammen med Økologisk Landsforening for at lave en økosalon, der kommer med på rundt på årets foodservicemesser.
AB Catering og BC Catering har bragt nogle emner til torvs, de godt kunne tænke sig at høre mere om, og så har Økologisk Landsforening sørget for en ramme med salonstemning, hvor branchens parter, leverandører og kunder, kunne udveksle erfaringer og holdninger.
På messen i Aalborg blev der afholdt fire samtaler med temaer som økologisk mødeservering, og hvordan man får mere økologi i Nordjylland.
- Det giver god mening også at lave noget anderledes på messen. Jeg var meget spændt på, hvor meget folk ville byde ind, også fordi de er ”konkolleger”. Det er enormt positivt, at folk havde så meget på sinde, siger AB Caterings salgschef, Anders Bo Andersen.