Fødevarepriser stiger langt mere end inflationen
Nok faldt priserne på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer et lille nøk med minus 0,2 pct. fra marts til april, blandt andet hjulpet godt på vej af nogle markante pristilbud på sodavand, men det rykker ikke ved, at priserne på de to typer af dagligvarer samlet steg med 1,5 pct. det seneste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det er langt mere end nogen anden varetype. F.eks. er alkoholiske drikkevarer blot steget 0,2 pct., mens priserne på tøj og sko er faldet med 1,5 pct. siden april 2019.
I april lå årsstigningen på varer minus 1,5 pct, mens årsstigningen på tjenester som f.eks. restaurant- og hoteller, uddannelse og fritid og kultur lå 1,5 pct. over niveauet i 2019 og dermed bidrager til at hive inflationen op på et rundt nul det seneste år.
Det er den laveste årlige stigning i forbrugerprisindekset, der er målt siden september 2016.
Stort dyk på brændstof
Tallene skal dog tages med visse forbehold.
Danmarks Statistik understreger nemlig, at forbrugerprisindekset har været markant påvirket af covid-19, da det ikke har været muligt at indhente ca. 27 pct. af alle prisobservationer i april, herunder fra en række brancher som har været lukket helt ned. Her er prisudviklingen i stedet blevet estimeret.
Det er ikke mindst det markante prisfald på benzin og diesel, der får inflationen i nul målt over det seneste år, og prisindekset på brændstof ligger nu på det laveste niveau i 11 år, hvor verdens økonomier var ramt af en anden stor krise - finanskrisen.
Transport har samlet set haft det største prisfald på 3,4 pct. det seneste år, hvilket især skyldes lavere priser på benzin og diesel.
Derimod havde restauranter og hoteller den største årlige prisstigning på 2,5 pct. forårsaget af højere priser på leje af sommerhus i påsken.
Tallet skal dog tages med det store forbehold, at stort set hele hotel- og restaurationsbranchen har været lukket ned under coronakrisens første måneder.