Fødevareminister vil udvide Dyrevelfærdsmærket

Leverandører 9. sep 2019 -
This describes the image
Fødevareminister Mogens Jensen Dyrevelfærdsmærke Coop Logo: Fødevareministeriet
Skrevet af: Søren Tougaard

Går alt efter planen kan forbrugerne allerede i begyndelsen af næste år købe både smør, mælk og yoghurt med det statskontrollerede dyrevelfærdsmærke.

Også røde bøffer og hakket oksekød skal efter planen kunne prydes med enten et, to eller tre grønne hjerter - alt efter hvor meget mere dyrevelfærd landmanden har lagt oven i de eksisterende regler for dyrevelfærd.

Dermed vil Dyrevelfærdsmærket blive udvidet til at sidde på endnu flere af danskernes foretrukne fødevarer.

- Vi ved fra undersøgelser, at mere end syv ud af ti forbrugere ønsker statskontrolleret dyrevelfærd. Lige præcis det leverer Dyrevelfærdsmærket. Ved at udvide mærkningsordningen bliver det muligt at bidrage til, at også køerne får bedre dyrevelfærd, når forbrugerne vil betale lidt mere for varerne. Initiativet sikrer blandt andet, at dyrene får mere plads, og at køerne får mere tid sammen med deres kalve, forklarer fødevareminister Mogens Jensen (S).

Bred opbakning til udvidelse

Både landbruget, dyreværnsorganisationer og detailhandlen bakker op om en udvidelse af Dyrevelfærdsmærket, der er et samarbejde mellem Miljø- og Fødevareministeriet, landmænd, fødevarevirksomheder, brancheorganisationer, dyreværnsorganisationer og detailhandlen.

I 2017 kom Dyrevelfærdsmærket på grisekød og i 2018 på kyllingekød.

- Forudsætningen for, at dyrevelfærden får et løft, og mærkningsordningen bliver en succes, er, at forbrugerne så også i praksis rækker ud efter de nye dyrevelfærdsmærkede varer, når de lander i kølediskene. De tilkendegivelser, vi har fra danske landmænd, viser, at mange gerne vil levere endnu mere dyrevelfærd for deres dyr og til forbrugerne, siger Mogens Jensen.

Opdateret 10. nov 2020