Fiskekonserveskæmpe vender underskud til overskud
-
Amanda Seafoods måtte trods resultatfremgang se omsætningen gå tilbage med 60 mio. kr. sidste år
Amanda Seafoods, der er den helt tunge leverandør på hylden for fiskekonserves med mærker som Glyngøre, Amanda og Bornholms, blev i især i første halvdel af 2023 ramt af ændret forbrugeradfærd.
Den høje inflation fik forbrugerne til at gå med produkter med lavere priser, og det ramte Amanda Seafoods hyldesalg i butikkerne.
Som en konsekvens faldt Amanda Seafoods nettoomsætning med 60,6 mio. kr. til 448,8 mio. kr. Det svarer til en tilbagegang på 12 pct.
Mens salget gik tilbage, gik det anderledes for driftsresultatet, hvor Amanda Seafoods ledelse fik vendt et minus på næsten 9 mio. kr. i 2022 til et plus på 12,5 mio. kr.
Også bundlinjen strøg i plus med knap 3 mio. kr. mod et underskud på 8,5 mio. kr.
- Resultatet er summen af et udfordrende 1. halvår, hvor eftervirkningerne af højinflationsåret 2022 materialiserede sig i en ændret forbrugeradfærd, med en hidtil uset betydelig bevægelse, mod de laveste tilgængelige priser. Som en konsekvens steg kampagneandelen på bekostning af det normale hyldesalg. I 2. halvår lykkedes det at implementere nye effektive konceptuelle løsninger sammen med kunderne, som i stigende grad imødekom de nye forbruger trends og i takt med forbrugernes kvitteringer herpå, sluttede året positivt. Med baggrund i ovennævnte forhold og aktiviteter og set i lyset af udviklingen i 2022, er resultatet for 2023 acceptabelt, lyder det fra ledelsen i beretningen.
Forbrugerdreven kategoristrategi
Ifølge selskabsledelsen har Amanda Seafoods iværksat en strategi med fokus på en mere forbrugerdrevet kategoristrategi. Det er forventningen, at det vil medføre organisk vækst i alle eksisterende kategorier og sortimenter, lyder forventningen.
Desuden har Amanda Seafoods iværksat flere optimeringsprojekter, som har bidraget til en forbedret lønsomhed.
- Samlet set forventes vækst i såvel omsætning som EBITDA og resultat i 2024. Der forventes et resultat før skat for 2024 i niveauet 6 -10 mio. kr., forventer ledelsen.