Feelgood-kampagne skal lokke forbrugerne ud at spise igen
For mange forbrugere er det en helt almindelig del af det at gå ud at spise, at der ryger et billede af den gode mad, vinen og hyggen på et af de sociale medier.
Den trend udnytter Mærkevareleverandørerne MLDK nu i en ny kampagne, der skal give folk lyst til at gå ud af spise igen efter coronakrisen.
- Da coronakrisen begyndte, havde vi som organisation fokus på, at de offentlige køkkener hele tiden var sikret de råvarer, de skulle bruge. Nu har en anden del af vores kunder, horeca-segmentet, en udfordring, og så er det naturligt for os at hjælpe dem i gang ved at opfordre forbrugerne til igen at gå ud af spise, siger adm. direktør for MLDK Niels Jensen
Han siger, at det er mærkevareleverandørernes bidrag til et samfund, der er ved at genåbne.
- Det er klart, at vores medlemmer også har en forretningsmæssig interesse i at få gang i spisestederne, men ofte er det jo sådan, at CSR og forretning går hånd i hånd, siger han og tilføjer, at MLDK mod sædvane denne gang lancerer en B2C-kampagne.
Udlodder gavekort
Spis ude igen, hedder kampagnen, der indledes 18. juni og kører i tre måneder på et kampagnewebsite, Facebook og Instagram. Kampagnen består blandt andet af en række statements og videoer, der viser hygge og gode stunder på forskellige spisesteder.
- Det er genrevideoer, der foregår på alt fra gourmetrestauranten til streetfood. Målet er at italesætte værdierne i den gode madoplevelse, siger Niels Jensen.
Medlemmerne betaler for at være med i kampagnen; til gengæld kan de lægge kampagnematerialet på deres egne digitale platforme og sociale medier med deres eget brand-logo.
- Vi håber, at forbrugerne vil gå ind i kampagnen ved at lægge deres billeder af gode oplevelser på spisestederne ud på de sociale medier med #spisudeigen. Samtidigt udloddes der masser af gavekort i forskellige konkurrencer til opholds- og spiseoplevelser, fortæller MLDK-direktøren.