Færre fødevarer tilbagekaldes fra butikkerne

Leverandører 16. mar 2018 -
This describes the image
Skrevet af: Søren Tougaard

Så sent som i dag har Fødevarestyrelsen tilbagekaldt First Price Naan brød fra Dagrofa på grund af mug og udvidet tilbagekaldelsen af mayonnaise produceret af Scandia Food på grund af skimmelfund i nogle glas.

Men faktisk var antallet af tilbagekaldelser markant lavere i 2017 end forrige år, viser en ny opgørelse fra Fødevarestyrelsen.

For to år siden måtte de hjemlige fødevarevirksomheder og butikker advare om farlige fødevarer 230 gange efter fund af f.eks. salmonella og listeria eller på grund af farlige fremmedlegemer eller en utilstrækkelig allergenmærkning.

I 2017 var tilbagekaldelserne reduceret til ca. 150.

Advarer via sociale medier

Mange forbrugere udtrykker bekymringer for, om der er stigende problemer med fødevarer. Sandsynligvis, fordi langt flere lægger mærke til de enkelte tilbagekaldelser, efter at Fødevarestyrelsen nu er begyndt at formidle via sociale medier, vurderer beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Hove.

F.eks. advarede Fødevarestyrelsen i begyndelsen af februar om fund af farlige dadler via Facebook, som på få dage var nået ud til over 320.000 forbrugere.

Går den rigtige vej

Selv om antallet af tilbagekaldelser er faldet, er det dog ikke nødvendigvis tale om en permanent nedadgående tendens, mener Nikolas Hove.

- Tilbage i 2013 var vi helt nede under hundrede sager. Så det kan være tilfældige udsving i antallet. Men det går i hvert fald ikke den gale vej, som mange mener. Desuden skal man hæfte sig ved, at danske virksomheder stort set uden undtagelse reagerer både hurtigt og efter bogen, når de finder fejl i deres varer. Derfor er det også uhyre sjældent, at vi må skrue bissen på og påbyde virksomhederne at kalde varer tilbage, siger han.

Stor bøde til Stryhns

Tidligere på måneden kostede skimmelfund i et parti mayonnaise fra Graasten Salater ejeren Stryhns en bøde på 80.000 kr., da virksomheden ikke havde kaldt partiet tilbage trods flere kundehenvendelser om skimmel i produkterne.

Og netop skimmel kan være meget svær at opdage for fødevareproducenterne.

- Vi er selv meget opmærksomme på, at der ikke er problemer med vores produkter, men ligesom der kan være skimmel på rugbrød, så er der fra tid til anden også risiko for skimmel i mayonnaisen. Skimmel kan ikke ses, det findes i luften, og der kan ske en forurening fra luften til produkterne, forklarede Rie Sørensen, kvalitetschef i Stryhns overfor JydskeVestkysten efter bøden fra Fødevarestyrelsen.

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020