Facebook tager kampen op med Amazon - og Google
På et tidspunkt, hvor Amazon-stifter Jeff Bezos udbygger sin position som verdens rigeste med en formue ifølge Forbes på 147,6 mia. dollar per 20. maj - 1005 mia. kr. - arbejder to andre tech-mastodonter på at få en bid af den handels-kage, som Amazon ellers sidder så tungt på.
Google har været i gang med at relancere sine handelssites Buy on Google og Google Shopping. Og nu melder Facebook sig også i arenaen med Facebook Shops, som ifølge Bloomberg News er en opdateret udgave af en eksisterende funktion - men med nye muligheder for, at virksomheder kan lægge deres produktkataloger ind på Facebook og Instagram og sælge varerne via Facebook Shops.
Zuckerberg fører an
Den nye e-butik vil med tiden kunne tilgås fra andre Facebook-ejede sociale medier som Messenger og WhatAapp.
- Dette er i realiteten det første store tiltag, som vi har på vej i det næste step i forretningen, handel, sagde Facebook-topchef Mark Zuckerberg ifølge Bloomberg.
Det er ikke første gang, at Facebook har nærmet sig en funktion som e-handelsportal. Allerede i 2016 købte Facebook eksempelvis en licens, der gav adgang til at modtage betalinger fra EU's borgere.
Året efter kommenterede adm. direktør i onlinehandelens brancheorganisation FDIH, Niels Ralund, Facebooks handels-tilløb sådan her:
- Hvis det her slår igennem, og Facebooks mange milliarder brugere får adgang til at købe søge og købe varer direkte i Facebook, så kan Facebook blive en yderst interessant aktør på det internationale e-handelsmarked. Og det vil uden tvivl være noget, som virksomhederne skal forholde sig til.
Nu tolker Bloomberg topchef Mark Zuckerbergs personlige engagement i projektet som et udtryk for, at man virkelig mener det alvorligt denne gang.
Zuckerberg har da også fremhævet onlinehandel som en af hovedprioriteterne for Facebook i år.
Her kan man se, hvordan Facebook især markedsfører Shops som en nem løsning for mindre virksomheder, der vil sælge online.