EU går på juleferie uden samhandelsdirektiv

Leverandører 13. dec 2018 -
This describes the image
Justus Lipsius-Bygningen har siden 1995 været hovedsædet for EU-Rådet og Generalsekretariatet for Rådet. Foto: Helle-Karin Helstrand

"Der er ikke opnået enighed om EU-direktiv mod illoyal praksis. Teksten manglede ambition, og vi er ikke villige til at opgive! Vores landmænd og forbrugere fortjener en retfærdig og gennemsigtig forsyningskæde. Forhandlingerne genoptages i januar under det rumænske formandskab," lyder det på twitter fra Paolo de Castro, der er Første Vice President for Landbrugsudvalget i EU-Parlamentet.

Han er den ene af de tre - og Parlamentets repræsentant - i en trilog, der forsøger at komme til enighed om et direktiv, der skal regulere samhandlen mellem dagligvarekæderne i EU og deres leverandører.

Det var forventet, at de tre, Paolo Castro, det østrigske formandsskab for Rådet samt Kommissionen, repræsenteret ved landbrugskommissær Phil Hogan fra Irland, skulle være nået til enighed på deres møde i går, onsdag den 12. december.

Mødes i januar

Det forventes, at forhandlingerne tages op igen midt i januar.

Udgangspunktet for direktivet var i Kommissionens forslag oprindeligt, at små- og mellemstore landbrug skulle have hjælp, så de ikke blevet presset af de store dagligvarekæder – blandt andet med alt for lange betalingsfrister.

I Parlamentet endte det dog med et ændringsforslag, hvor stort set alle i dagligvarebranchen blev omfattet. Således ville direktivet også skulle dække eksempelvis Dagrofas eller Rema 1000’s handel med fødevaregiganten Nestlé, og det skulle gælde på ca. 50 områder – ikke kun betalingsfristerne.

Ændringsforslaget har mødt stor modstand i hele den europæiske dagligvarebranche og blandt de europæiske forbrugere, der frygter prisstigninger. Leverandørerne hilser forslaget velkomment.

Læs også: EU er i slutfasen med regler for samhandel

Læs også: Enig dagligvarehandel siger nej til EU-regler om samhandel

Læs også: Mærkevareleverandører ønsker opgør med øget pres fra kæder

 

Opdateret 10. nov 2020