Endnu et vækstår i sigte for grossisterne

Leverandører 24. sep 2018 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand

Foodservicesektoren rider på en årelang vækstbølge, og det ser ud til, at 2018 fortsætter de gode takter.

Ifølge de seneste tal ligger væksten i løbet af årets første otte måneder på 4,6 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det viser Foodservice Markedsindex, som MLDK Mærkevareleverandørerne står bag.

Det er især ferskvarer og drikkevarer, som bærer væksten fremad. Ferskvarer ligger på indeks 108,9 i forhold til samme periode sidste år, mens drikkevarer ligger på 106,4.

Benchmarking-redskab

Til gengæld ses der et mindre fald i de langtidsholdbare varer. Frost er faldet 2,4 pct., og kolonial er faldet 3,3 pct. i forhold til perioden januar-august sidste år, fremgår det af markedsindekset fra MLDK.

Indekset gøres op i fire hovedkategorier: frost, fersk, kolonial og drikkevarer. Dertil kommer en række underkategorier, som bliver tilgængelige, hvis tilstrækkeligt mange leverandører indrapporterer salgstal.

- Der skal være mindst fire leverandører, der indrapporterer inden for hver produktkategori og over visse minimumsgrænser, for at vi kan anonymisere data. Dermed kan vi benchmarke udviklingen på grossistniveau og specifikke produktkategorier måned for måned, forklarer markedschef i MLDK Birthe Schrøder, som har ansvaret for Foodservice Markedsindex.

Kortene tæt til kroppen

Mærkevareleverandørerne oprettede Foodservice Markedsindex i begyndelsen af 2015 på foranledning af flere leverandører , som efterspurgte nogle data, så det var muligt at få et overblik over markedet – og ikke mindst hvor man som virksomhed selv ligger i markedet.

- Som leverandør vil man jo allerhelst have en masse tal og have et gennemskueligt marked, så man har styr på, hvor man sælger varer hen. Det er nok den største udfordring; at man som leverandør ikke ved, hvem ens kunder egentlig er, siger Birthe Schrøder og fortsætter:

- Det ville være det ultimative, så man som leverandør kan produktudvikle ud fra det og målrette allerbedst. Men den mulighed har vi ikke.

Ganske vist er det ikke alle aktører i branchen, som vælger at indrapportere til markedsindekset – og af hensyn til kravet om anonymitet kan MLDK heller ikke oplyse, hvem og hvor mange leverandører der indrapporterer.

- Validiteten ligger i, at vi samlet set dækker en pæn andel af det samlede marked, samtidig med at det er de samme, der indrapporterer måned for måned, siger Birthe Schrøder.

Opdateret 10. nov 2020