Eksperten: Samhandelsdirektiv er symptombehandling
Et nyt EU-direktiv skal sikre fair samhandel mellem de europæiske dagligvarekoncerner og deres leverandører af fødevarer. Men dels er organiseringen af producenterne meget forskellig fra det ene EU-land til det andet, dels er der mange ydre forhold som globalisering og øget effektivitet i produktionen, der præger prisudviklingen og dermed samhandlen.
Derfor bliver samhandelsdirektivet alene symptombehandling, mener seniorrådgiver på Københavns Universitet, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Henning Otte Hansen.
- Vi vil i fremtiden se fødevarepriser, der ikke vil stige i samme takt, som andre forbrugerpriser. Det skyldes blandt andet, at fødevareproduktionen er blevet betydeligt mere effektiv. En anden årsag er, at udbuddet er blevet større med den øgede globalisering. De faktorer kan et direktiv ikke ændre på; men de kan være medvirkende årsag til, at producenterne føler sig pressede på prisen, siger Henning Otte Hansen.
Må acceptere en aftale
Direktivet blev i sin tid skabt hovedsageligt for at hjælpe de små og mellemstore landbrug i Sydeuropa, men er endt med at dække fødevareleverandørerne med en årsomsætning på helt op til 350 mio. euro, 2,6 mia. kr.
- Den danske fødevareindustri er relativt velkonsolideret, så en svag konkurrencesituation blandt fødevarevirksomheder er et noget større problem i andre EU-lande. Dertil kommer, at udbredelsen af andelsejerskab og producentforeninger er større i Danmark, hvilket også er med til at afbalancere markedsmagten mellem landbrug/fødevareindustri og detailhandlen, siger Henning Otte Hansen.
Han mener, at det hovedsageligt er de mindre producenter i Danmark, der kan blive presset af kæderne.
- Ofte leverer de små lokale producenter kun til én kæde, og det tager tid at finde nye afsætningsmuligheder, derfor kan de mindste producenter være nødt til at acceptere den aftale, de får tilbudt, siger Henning Otte Hansen.
Som en del af direktivet er krav om overholdelse af betalingsfrister, der i øvrigt i forvejen ligger i den danske rentelov.
- Men det krav sikrer ikke den lille producent. En dagligvarekoncern kan jo bare sige: ”Okay, du får dine penge nu, men så er prisen bare lidt lavere”, siger Henning Otte Hansen.
Fornuftigt initiativ
Han afviser dog ikke, at større leverandører også kan blive presset i Danmark.
- Den danske detailhandel er relativt velkonsolideret i forhold til resten af EU og står derfor stærkt. Dertil kommer, at handlen køber flere og flere private label-varer. Kan en dagligvarekoncern ikke blive enig med en producent om prisen, er det let af skifte leverandør. Det kan kunden ikke se på varen. Set i det perspektiv er EU's initiativ fornuftigt, siger Henning Otte Hansen.
Han mener til gengæld, at mærkevareproducenterne står stærkt i og med deres mærkevarer er efterspurgte i dansk detailhandel.
- De fleste dagligvarekæder vil have svært ved eksempelvis at undvære Carlsbergs produkter på hylderne, siger Henning Otte Hansen.