Ekspert: Førstegenerations plantemad er impulskøb

Leverandører 24. feb 2020 -
This describes the image
Foto: Birch og Birch

Mindst hver tredje forbruger ønsker at spise mindre kød, og alternativerne til de animalske produkter vælter frem i fødevarebutikkerne.

Men hvor skal supermarkedet placere kødalternativerne, hvis de skal ende i indkøbskurven og ikke som datovarer?

Dansk Handelsblad har spurgt detailhandelsekspert Flemming Birch fra Birch & Birch.

- De plantebaserede kødalternativer, der er på markedet i dag, kalder vi for første generation. De forsøger at ligne det, de skal erstatte: Kød. Forbrugerne siger, de gerne vil spise mindre kød; men det er, som det var med eksempelvis buræggene: Forbrugerne sagde, de ikke ville have buræg, men det tog nogen tid, før det kunne ses på kassebonerne, siger Flemming Birch.

Han opfordrer supermarkederne til at lytte til, hvad forbrugerne siger, de vil - ikke til, hvad de gør i dag.

- Det tager lang tid at flytte forbrugerne til nye vaner. Første generation af kødalternativerne er skabt til de forbrugere, der meget gerne vil spise mindre kød, men ikke kan overskue at lave egentlige vegetar- eller veganerretter. Supermarkedet kan nå netop den gruppe forbrugere blandt andet med den rigtige placering, siger Flemming Birch.

Dobbelteksponér

Han beskriver forbrugeren, der efter at have hentet børn i børnehaven, står i supermarkedet onsdag klokken 17 og skal købe ind til aftensmaden.

- I ulvetimen er det let at udsætte ønsket om at spise mindre kød til den kommende weekend. Onsdag er ”spaghetti med kødsovs-dag”, så på indkøbssedlen står hakket oksekød. Ligger kødalternativet lige ved siden af farsen, er det dog let og oplagt at tage det og indfri ønsket om at spise mindre kød allerede i dag, siger Flemming Birch.

På samme måde kan mælke- og yoghurtalternativerne have plads i køleren ved siden af mælken, som det også ofte er tilfældet i dag. Der er dog også forbrugere, der har skrevet kødalternativer på indkøbslisten. De vil gå målrettet efter produkterne og vil gerne finde dem samlet i en specialafdeling.

- Hvis man har pladsen til det, kan det godt betale sig med flere eksponeringer, på samme måde som man ofte ser med de økologiske produkter, siger Flemming Birch.

Han forudser, at familiens måltidsplaner i tiltagende grad vil tage sit udgangspunkt i frugt- og grøntafdelingen.

- Den er supermarkedets største veganerafdeling. I dag tager planlægningen ofte udgangspunkt i kødafdelingen, helt i tråd med at langt de fleste madopskrifter tager udgangspunkt i kød, siger Flemming Birch.

Opdateret 10. nov 2020