Efter corona: Danskerne vil gå mere på restaurant

Leverandører 22. apr 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Noget tyder på, at danskerne savner at gå ud at spise. I hvert fald siger hver femte (21 pct.), at de vil bruge flere penge på at gå på restaurant efter coronakrisen, end de gjorde før.

10 pct. vil bruge flere penge i dagligvarebutikkerne, mens 9 pct. vil bruge færre penge.

Det viser ny undersøgelse, som Advice har udarbejdet i samarbejde med den nordiske dataleverandør, Userneeds.

Men det er ikke kun udespisningen, danskerne savner. Mens biografer og teatre fortsat er lukkede, og koncerter og sportsarrangementer er aflyste, siger 19 pct. af danskerne, at også vil bruge flere penge på kulturoplevelser, når krisen er slut, end de gjorde inden.

- Tallene taler deres tydelige sprog, vi er klar til at komme ud i det danske land igen, når den værste krise er overstået, og derfor vil de brancher som har oplevet det allerhårdest lige nu formegentlig også opleve en ekstra støtte fra forbrugernes side, når først verden ser lidt mere normal ud igen, siger direktør og forbrugerekspert hos Advice, Maria Rasmussen.

Hele 27 pct. vil rejse mere i Danmark, end de har gjort før, mens 28 pct. vil bruge færre penge på udlandsrejser.

Udsagnene vedrørende udlandsrejser, mener Maria Rasmussen dog, at man skal tage med et lille gran salt.

- Selv om rejsebranchen ser ud til at lide hårdest lige nu, ser fremtiden måske ikke helt så sort ud, som det tegner til i analysen. Det er nemlig ganske forventeligt, at man som forbruger er nervøs for fx at booke en rejse til udlandet, når usikkerheden for, om man får lov til at tage af sted, er så stor, som den er lige nu. Den dag alle grænser bliver åbnet igen, er jeg ret overbevist om, at vi vil se mange danskere pakke sydfrugterne igen og drage ud i verden. Men der vil også være dem, der i takt med, at de har opdaget glæderne ved ferie i Danmark, holde fast i de nye rejsevaner, som er blevet tilegnet under krisen, siger hun.

63 pct. siger, at de vil bruge penge på samme måde, som de gjorde før krisen, mens 10 pct. vil passe lidt mere på pengene.

Læs også: Dagrofa Foodservice leverer markant bedre resultat i 2019-regnskab

Opdateret 10. nov 2020