DSV køber Panalpina for 30 milliarder

Leverandører 2. apr 2019 -
This describes the image
Foto: Panalpina
Skrevet af: Søren Tougaard

Efter to en halv måneds forhandlinger er den danske transportgigant DSV nået til enighed med schweiziske Panalpina om et opkøb og sammenlægning af de to selskaber.

DSV's endelige købtilbud lød på 30,5 mia. kr., ca. 4 mia. kr. mere end det oprindelige købstilbud, som blev afgivet i midten af januar.

- Sammenlægningen af DSV og Panalpina udbygger vores position som en førende, global speditørvirksomhed. Sammen kan vi udvide vores globale netværk og styrke udbuddet af ydelser over for vores kunder, hvilket vil udbygge vores konkurrencemæssige fordele i industrien. Det er et stærkt match på alle parametre, udtaler Kurt Larsen, bestyrelsesformand for DSV.

Det nye selskab får navnet DSV Panalpina og bliver verdens fjerdestørste transportselskab med en samlet omsætning på ca. 118 mia. kr. og mere end 60.000 medarbejdere i 90 lande.

I 2018 repræsenterede Panalpina en omsætning på ca. 40 mia. kr. og har 14.500 medarbejdere på verdensplan.

Handlen ventes endeligt gennemført i 4. kvartal 2019.

Opdateret 10. nov 2020