Dragsbæk forbedrer bundlinjen

Leverandører 7. maj 2020 -
This describes the image
Foto: Dragsbæk
Skrevet af: Søren Tougaard

Dragsbæk ejer flere datterselskaber med Naturli' som det mest kendte.

Selve den gamle margarinevirksomhed Dragsbæk, der også står bag flere blandingsprodukter som Bakkedal, er dog også i særdeles god form, viser regnskabet for 2019.

Her lykkedes det Dragsbæk at forbedre bundlinjen med 7 pct. til 40,1 mio. kr., som ledelsen anser som tilfredsstillende op på niveau med forventningen forud for året.

Det er imidlertid ikke omsætningsfremgang, der er årsag til det forbedret resultat. Dragsbæk omsætning faldt med 14 mio. kr. til ca. 770 mio. kr.

Derimod er investeringstrykket aftagende i virksomheden, som i 2019 var på næsten 15 mio. kr. mod 26 mio. kr. forrige år.

Ligeledes er investeringerne i materielle anlægsaktiver planlagt til at falde yderligere i 2020, oplyser ledelsen i årsregnskabet.

Faldende margarinemarked

Samtidig venter ledelsen anført af bestyrelsesformand Mogens Nielsen og adm. direktør Christian Munk fortsat svære markedsvilkår.

"Det danske marked for margarine er fortsat faldende, og det er derfor vigtigt som minimum at fastholde markedsandelen. Der fokuseres derfor stadig på at udvikle kundetilpassede løsninger til hjemmemarked og eksportmarkeder i alle produktkategorier, samt udvikling af nye forretningsområder. Dette gælder foruden detail også øvrige segmenter som industri, bageri og foodservice. Herudover vil der også fortsat være fokus på at tilpasse omkostningerne til de skærpede konkurrencevilkår", står der i ledelsesberetningen.

Hvordan covid-19 vil påvirke Dragsbæks 2020-resultat, er endnu for tidligt at sige, men ledelsen forventer en stigning i resultat før skat på 5-7 pct.

Dragsbæk beskæftiger ca. 130 medarbejdere og er ejet af det børsnoterede norske selskab Orkla, som købte sig ind i Dragsbæk tilbage i 2006.

 

 

Opdateret 10. nov 2020