Det danske øko-mærke er på vej til Kina
Fødevareminister Mogens Jensen er i øjeblikket på besøg i Kina, hvor han blandt andet har snakket med den kinesiske landbrugsminister om salg af økologiske fødevarer.
Målet er at gøre det nemmere for danske øko-virksomheder at sælge Ø-mærkede fødevarer til de kinesiske forbrugere. Det kræver, at myndighederne i Kina accepterer den danske økologikontrol, hvilket altså formentlig snart sker.
I dag sker certificeringen via et kinesisk kontrolorgan, og virksomhederne skal både betale et gebyr og betale for de kinesiske kontrolbesøg i Danmark.
- Ligesom i Danmark vil mange kinesiske forbrugere gerne betale mere for fødevarer, hvor der er taget ekstra hensyn til miljø, natur og dyrevelfærd. Jeg vil gerne hjælpe danske virksomheder med nemmere adgang til det kinesiske marked, siger Mogens Jensen.
Han håber på, at en aftale vil give flere små og mellemstore danske virksomheder mod på at sælge økologi til Kina.
- Regeringen vil gerne øge eksporten af økologi, og når vi forhåbentlig snart har en ny aftale med Kina, så kan der virkelig komme skub på udviklingen.
Siden 2014 er eksporten af økologiske varer fra Danmark til Kina firedoblet, men i øjeblikket er det kun Arla, Thise Mejeri, Them Andelsmejeri, Nature DK og Fynbo Food som kan sælge Ø-mærkede varer til Kina.
En kinesisk inspektion kommer til Danmark næste uge for at inspicere det danske kontrolsystem for oksekød. En åbning af det kinesiske marked for oksekød vil have en potentiel værdi på mellem 75 og 300 mio. kr.