Defco kæmper for overlevelse
Den aarhusianske pålægsproducent Defco, der blandt andet leverer private-label pålæg til Salling Group og Rema 1000, er så hårdt ramt på økonomien, at virksomheden er trådt i rekonstruktion.
Til Fødevarewatch bekræfter Defcos direktør Mikkel Czaja, at virksomheden er trådt i rekonstruktion 3. juli om eftermiddagen, og at der arbejdes på at finde en løsning, så Defco og arbejdspladserne kan blive bevaret.
Ifølge direktør har flere allerede vist interesse for at køre virksomheden videre.
Plaget af underskud
- Der kommer en afgørelse i løbet af sommeren. Som jeg ser det lige nu, så tror jeg på, at der er noget, der hedder Defco, og som producerer pålæg i fremtiden, men i hvilken sammenhæng, og hvem der står i fremtiden, det ved jeg som sagt ikke noget om endnu, siger Mikkel Czaja til mediet.
Det er Mikkel Czajas far Knud E. Czaja, der er majoritetsejer i Defco, som i de seneste fire regnskaber har haft et samlet underskud på 44,5 mio. kr.
Ved udgangen af 2017/18-regnskabet havde selskabet en samlet gæld på over 70 mio. kr., hvoraf de 26 mio. kr. var gæld til leverandører af varer og tjenesteydelser.
Defco har endnu ikke fremlagt regnskab for 2018/19.