Danskerne køber økologi som aldrig før

Leverandører 19. apr 2016 -
This describes the image
Foto: Økologisk Landsforening

Salget af økologiske varer når nye højder. Danskerne købte økologi for syv milliarder kroner i dagligvarehandlen i 2015. Det er en stigning på 12 procent i forhold til året før, og dermed sætter øko-salget igen rekord. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik ifølge en pressemeddelelse fra Økologisk Landsforbund.

Stigningen skyldes især frugt og grøntsager, som steg med 28 procent fra 2014 til 2015. De udgør nu 26 procent af salget af økologiske varer. Mælk, ost og æg er fortsat den største varegruppe med 32 procent af det samlede salg.

- Danskerne går i stigende grad op i, at deres kød, mejerivarer og æg kommer fra dyr, der har haft et godt liv med god plads og masser af frisk luft. Samtidig er en af danskernes vigtigste årsager til at vælge økologi at skåne sig selv og familien for rester af sprøjtegifte. De har taget forsigtighedsprincippet til sig og ønsker at undgå rester af sprøjtegifte fremfor at satse på, de ikke er farlige. Det er direkte afspejlet i det stigende salg, siger formand for Økologisk Landsforening Per Kølster.

En positiv øko-spiral

Både Coop og Dansk Supermarked oplyser, at butikkernes salg af økologiske varer forstætter stigningen her i 2016.

- Vi oplever et meget stærkt momentum i dagligvarehandlen for at få flere økologiske varer på hylderne og til at samarbejde og nye økologiske initiativer. Danskernes øgede efterspørgsel på økologi medfører, at butikkerne øger deres udvalg af økologiske varer. Det gør det endnu mere interessant og motiverende at være økologisk forbruger. På den måde er der sat en positiv spiral i gang, som vil fortsætte og skubbe øko-salget yderligere i vejret i de kommende år, vurderer markedschef i Økologisk Landsforening, Henrik Hindborg.

Andelen af økologiske fødevarer estimeres til 8,4 procent af det samlede salg af fødevarer i dagligvarehandlen i 2015 mod 7,6 procent året før.

Opdateret 10. nov 2020