Danskerne er verdensmestre i økologi
Forbrugere over hele verden køber mere og mere økologi og danskerne er helt med på tendensen. Faktisk er de danske forbrugere dem, der på verdensplan køber allermest økologi. Det viser en ny rapport fra det schweiziske forskningscenter FiBL og den internationale økologiske organisation, IFOAM.
Ifølge rapporten blev der i 2014 solgt økologiske varer for 80 milliarder dollars verden over - svarende til cirka 533 milliarder danske kroner. Det betyder, at den globale øko-omsætning er steget 11 pct. på et år.
Og med en økologisk andel af det samlede fødevaresalg på 7,6 pct. ligger danskerne fortsat i top, når det gælder økologien. På anden- og tredjepladsen ligger Schweiz og Østrig med en økologisk markedsandel på henholdsvis 7,1, og 6,5 pct.
- Danskernes store interesse for - og tillid til - økologi er årsagen til, at vi igen indtager førstepladsen. 99 procent af danskerne kender det statskontrollerede røde Ø-mærke. Mærket har bidt sig fast hos danskerne som en garanti for flere ting på samme tid: Rene fødevarer uden rester af sprøjtegift, en miljøvenlig produktion, der skåner vores fælles drikkevand og natur mod kemi samt en høj dyrevelfærd, hvor dyrene har god plads og kommer ud under åben himmel, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.