Danskerne afleverede færre af deres tomme flasker i 2018

Leverandører 9. maj 2019 -
This describes the image
Foto: Dansk Retursystem

Mens tallet på bundlinjen er et af de allervigtigste parametre for de fleste virksomheder, når de offentliggør deres regnskaber, ser det en lille smule anderledes ud for Dansk Retursystem.

Virksomheden har netop offentliggjort regnskabet for 2018 med et resultat på bundlinjen på 0,1 mio. kr. Alligevel hedder det i årsrapporten, at 2018 ”økonomisk set har været et stærkt år”.

”Dansk Retursystem er en non-profitvirksomhed, og de gode økonomiske resultater afspejles ved, at vi i 2018 håndterede godt 200 mio. flere emballager end året før og samtidigt leverede et regnskabsmæssigt 0-resultat, og dét set i lyset af, at vi i midten af 2018 reducerede de gennemsnitlige gebyropkrævninger med godt 20 pct. Baggrunden for resultatet er en målrettet indsats for at øge effektiviteten, som i 2018 blev forbedret med 10 pct.”

Her loves samtidig en gebyrnedsættelse i år med yderligere 5-11 pct. for plastemballager og et yderligere fald i gebyret i 2020, når betalingen af et særligt statsbidrag bortfalder. Bidraget udgjorde i 2018 31,2 mio. kr.

”Bortfaldet er en væsentlig bidragsyder til fremadrettet at nærme sig en ren cirkulær økonomimodel uden gebyropkrævninger. Når betalingen bortfalder, vil det give mulighed for at udvikle og effektivisere virksomheden yderligere”, hedder det i rapporten.

Dansk Retursystem sælger materialet fra emballagen, så det kan genbruges. I 2018 steg virksomhedens nettoomsætning med 8 pct. i forhold til 2017, og stigningen i antal solgte enheder udgjorde 12 pct. Markedsprisen på det genanvendelige materiale forventes at stige i år.

Forbedret omdømme

Selv om virksomheden håndterede flere emballager, er returprocenten faldet med 1 procentpoint til 89 pct. i 2018 sammenlignet med 2017.

”Vi erfarer et skift 2018 i forbrugernes adfærd. Hvor der tidligere år er blevet afleveret store mængder i julemåneden, så faldt returneringen i december 2018 for så at stige usædvanligt meget i januar 2019. Derfor forventer vi også at være tilbage på en returprocent på minimum 90 pct. i 2019.”

Det er ikke manglende tillid til Dansk Retursystem, der er årsagen. En undersøgelse viser ifølge Dansk Retursystem, at 95 pct. af danskerne synes, at pantsystemet er en god idé, og 94 pct. af danskerne forbinder pant med miljø.

En omdømme-undersøgelse viser øget tillid til Dansk Retursystem:

”Med en score på 89 ud af 100 – og en stigning på seks point siden 2014 – er det i allerhøjeste grad lykkedes os at forbedre vores omdømme ude på den anden side af flaskeautomaterne,” lyder det i årsrapporten.

I løbet af sommeren oplevede Dansk Retursystem et stort pres, da danskerne indtog ekstra meget væske grundet varmen. I 2020 indvier virksomheden en ny og langt mere automatiseret fabrik i Høje-Taastrup.

”Vi får en fuldautomatiseret og højteknologisk fabrik, der sikrer en endnu mere effektiv genanvendelse af plast, aluminium og glas fra emballager med pant til gavn for både miljøet og klimaet. Det er alt sammen skridt på vejen til målet om 100 pct. cirkulær økonomi”, siger administrerende direktør Lars Krejberg Petersen.

Den nye fabrik kommer til at håndtere 2 mio. tomme emballager om dagen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?