Danske muligheder for fødevarevækst
Det europæiske fødevaremarked ventes at vokse med samlet set 3,7 pct. frem mod 2022.
Væksten afspejler dog store forskelle i de europæiske lande. Den positive nyhed er, at fødevaremarkedet i Danmark ventes at vokse med netop 3,7 pct. – og det er højere end i Sverige og Finland, men lavere end i Norge.
Fremtidsudsigten for det europæiske fødevaremarked kommer fra det ansete analysefirma IGD, som har lavet skøn for udviklingen i fødevaremarkedet i 20 europæiske lande.
Udviklingen på det europæiske marked er vigtig for fødevareproducenterne, der ligesom handlen har oplevet stagnation i en længere årrække.
Forskelle i vækst
Chefen for Retail Insight i IGD, Jon Wright, siger:
– Efter Asien forventes Europa at opleve den største stigning i forbruget frem mod 2022. Vi forventer imidlertid forskelle i væksten på de fem største markeder. Tyrkiet skønnes fortsat at komme til at opleve den mest dynamiske salgsvækst i Europa, hvor et stigende forbrug vil skabe en stor del af realvæksten.
De europæiske markeder, som ifølge IGD ventes at få største vækst i fødevaremarkedet, er Tyrkiet med 11,7 pct., Ukraine med 8,1 pct. og Rusland med 4,8 pct.
I Norden skønnes Norge at få en vækst på 5,3 pct. Danmark på 3,7 pct. og Sverige og Finland begge med 2,3 pct.
Dermed forudsiger IGD, at fødevarebranchen i Danmark ventes at ligge rigtig godt til i de kommende fem år specielt når man tillige sammenligner med andre europæiske markeder som Tyskland, Storbritannien og Holland.
Branchens fokus
Kun Holland ventes at opleve samme vækstrate som Danmark – de to andre lande vil få en lavere vækst.
– Europas største fødevaremarkeder som Tyskland, Frankrig og Storbritannien vil opleve en langsommere vækst. Det tyske fødevaremarked vil være præget af en begrænset stigning i befolkningstallet, og desuden vil forbrugerne være mere tilbageholdende. De britiske forbrugere kan imødese en højere inflation, som vil mindske værdien af deres lønninger, og de vil derfor være tilbageholdende i deres forbrug, lyder vurderingen fra Jon Wright.
Han forudser, at både fødevareproducenter og detailhandel i Vesteuropa fortsat vil søge efter nye veje til vækst.
– De vil fokusere på den stigende efterspørgsel efter nicheprodukter og nye smagsvarianter inklusiv økologi, glutenfri og fri for-fødevarer. Man vil have øget fokus på conveniencebutikker, åbne butikker på nye beliggenheder og maksimere sortimentet, og endelig vil man arbejde på at gøre onlinemarkedet profitabelt på et marked, hvor konkurrencen konstant forstærkes, siger Jon Wright.