Dansk økopolitik med i kapløb om FN-pris

Leverandører 5. okt 2018 -
This describes the image
Der skal mere økologi og vegetarretter på menuen i statens kantiner, mener regeringen. Foto: Økologisk Landsforening

Danmark er verdensberømt for det store fokus på økologi. Det kvitteres nu med en finaleplads i indstillingen til FN's Future Policy Award.

Prisen gives for politik, der fremmer bæredygtig produktion og forbrug af fødevarer, og Danmark er blandt andet oppe imod Brasilien, Filippinerne og USA.

- Future Policy Award'en hædrer gennemførte politikker, som effektivt opgraderer landbrugsøkologiske tilgange på lokalt, nationalt og internationalt plan. Prisen vil fejre enestående eksempler på at fremskynde forandring i den måde, vi producerer og forbruger fødevarer, skriver FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation i en pressemeddelelse.

"Sammen om mere økologi"

Det er "Økologiplan Danmark 2011-2020 – sammen om mere økologi", der har sikret Danmark en plads i finalen.

- Dansk økologipolitik virker og har skabt ny viden, nye markeder og omlægning til økologi - til gavne for miljø, dyrevelfærd og mad fri for pesticidrester. Vi er stolte over, at vores økologipolitik får anerkendelse på globalt plan - også fordi vi lige nu kæmper herhjemme for at fastholde og udbygge væsentlige dele af denne politik, siger Paul Holmbeck, politisk direktør i Økologisk Landsforening, i en pressemeddelelse.

Vinderen af prisen findes 12. oktober.

Opdateret 10. nov 2020