Én ting har tilsyneladende ikke ændret sig i de nu 110 år, hvor Dansk Handelsblad er udkommet: Udgivelsesfrekvensen.

Dansk Handelsblad har helt siden premieren i 1909 været et ugeblad, der lige som nu udkom hver fredag.

På de fleste andre områder er meget forandret. I et aflåst og brandsikret rum i bladets kælder på Fenrisvej i Aarhus-forstaden Åbyhøj ligger vi inde med en købmandshistorisk guldgrube af dimensioner, fordi det rummer samtlige udgivelser af Handelsbladet i indbunden form.

Og bortset fra nogle af de allerførste numre af Jysk Handelsblad, som det hed i sine to første leveår, er bladene intakte.

Men nummer 1 og nogle stykker mere fra den årgang er der desværre blevet klippet i.

Hvem der står bag hærværket, og hvornår det er sket, ved vi ikke i dag. Men måske gik der lidt tid, før man blev klar over, at bladene egentlig var bevaringsværdige.

Nummer 1 var i øvrigt i et dobbelt så stort format, som bladet er i dag, og det store format holdt nogle år. Til gengæld var der kun en for- og en bagside - og det var så det.

Forsiden var stort set dedikeret til annoncer, og der var rigtigt mange af dem. Til gengæld var de små.

Annoncerne fortæller i sig selv mindst lige så meget historie, som artiklerne gør. Direkte og indirekte.

En købmandsbutik solgte ikke helt de samme varer i 1909, som den gør nu - men der er alligevel velkendte gengangere mellem annoncørerne.

Tag nu bare Carlsberg Pilsner - "Idealet af en Pilsnerøl", lyder budskabet i 1909 - eller Cloetta, der mere lakonisk opgiver prisen per pund af sine forskellige chokolade-varianter.

Men hverken L. Dæhnfeldts Roefrø, Københavns Gulvkludefabrik, Kaffe-Surrogatfabrikken "Danmark" eller Nucoline har annonceret i bladet for nylig, som de gjorde det i 1. årgangs nummer 1.

Fra Jydsk til Dansk Handelsblad

Da bladet i 1911 fik sit nuværende navn - med Jydsk Handelsblad i parentes i bladhovedet - kostede det 1 kr. i kvartalet. I nutidskroner svarer det til knap 65 kr.

Vi ved ikke, hvor meget købmændenes organisationer bag bladet spyttede i kassen for at nedbringe prisen, men i modsætning til nu var det i mange, mange år et talerør for sine ejere.

Først i 1900-tallet var journalistisk fairness og bestræbelser på at tage et neutralt udgangspunkt i artiklerne helt generelt ikke det udbredte ideal i medierne.

Også den tids aviser var tydeligt knyttet til et af de fire store partier i det såkaldte fireblads-system, der var repræsenteret i de fleste større danske byer.

Først en del år senere tog konkurrencen livet af de fleste lokale partiaviser og efterlod byer og regioner med kun en enkelt til hver - hvor det gik højt.

Men Dansk Handelsblad vedkendte sig et tydeligt udgangspunkt for sin journalistik, der naturligvis flugtede helt med ejerorganisationernes verdensbillede. Og det var sådan set hele meningen med at etablere et blad - dengang.

30 års forhistorie

Den allerførste redaktør på bladet hed Bendix Olsen, og han præsenterede sig selv sådan her:

"Princippet for Ledelsen af Jysk Handelsblad vil, så længe jeg har noget med Bladets Ledelse at gøre, blive frimodig Kamp for Købmandstandens berettigede Interesser, uden at træde andres lige saa berettigede Interesser for nær".

Det skrev han i et prøvenummer af Jydsk Handelsblad, der udkom midt i september 1909.

Ifølge samme blad var der en meget lang forhistorie på hele 30 år, fra ideen første gang blev lanceret af købmænd fra Aalborg, før den jyske købmands-centralorganisation endelig fik kontrollen over sit eget trykte medie.

I slutningen af den mellemliggende periode fik et tremands-udvalg i 1908 mandat til enten at købe et af de eksisterende blade på det tidspunkt, Købmandsbladet eller Detailhandlerbladet, eller at etablere et helt nyt.

Det endte altså med alternativ nummer to.