Danmark spiller større rolle i forbedret Arla-regnskab

Leverandører 22. feb 2017 -
This describes the image
Arla vi producere økologisk plantebaseret drikke. Thise og Naturmælk interesseret. Foto: Arla Foods

Trods lave mælkepriser gennem det meste af året løftede mejerikoncernen Arla Foods sidste år sit resultat før skat med 18 pct. til 398 mio. euro - 2,96 mia. kr.

Det fremgår af en netop offentliggjort årsrapport. Med de lave mælkepriser og en let reduceret råvareproduktion faldt omsætningen til gengæld med 7 pct. til 9,57 mia. euro, svarende til 71 mia. kr.

Danmarks andel af den samlede Arla-omsætning i Europa voksede sidste år til 15 pct. af 6,3 mia. euro mod 13 pct. i 2015. Det svarer til et dansk salg på godt 7 mia. kr.

"I Danmark var 2016 et meget stærkt år, drevet af positive vækstrater på mærkevarerne og en solidt fremgang i Arlas "Baby & Me"-sortiment", fremgår det af en pressemeddelelse.

De stigende priser på mælk fra sommeren sidste år giver Arlas topchef Peder Tuborgh grund til optimisme for indeværende år:

- Vi er overbeviste om, at den forbedrede kvalitet af vores forretning samt vores Good Growth 2020-strategi giver os et gunstigt udgangspunkt og vil sikre, at vi er klar til at udnytte det fulde potentiale, i takt med at markedet udvikler sig og bliver stadig mere globalt i 2017. Vi vil se Arla indtage en endnu stærkere markedsposition som et innovativt mejeriselskab, der leverer naturlige og sunde fødevarer til forbrugere og kunder over hele verden, siger Tuborgh.

Opdateret 10. nov 2020