Danmark er fortsat verdensmestre i øko-forbrug
Hver gang danske forbrugere putter for 100 kr. mad i indkøbskurven, går cirka en tier til en økologisk fødevare, og det gør danskerne til verdens mest øko-forbrugende folk.
Det viser en helt ny international rapport fra det schweiziske forskningscenter FiBL og den internationale økologiske organisation, IFOAM ifølge Økologisk Landsforening.
Ifølge rapporten har det globale økologiske salg aldrig været større. Forbrugerne verden over købte økologiske fødevarer for ca. 90 mia. dollars i 2016 – svarende til ca. 543 mia. danske kroner.
Efter Danmark på førstepladsen med en andel i 2016 på 9,7 pct. kommer Luxembourg med Schweiz på tredjepladsen. De to lande havde en øko-andel på hhv. 8,6 og 8,4 procent.
Danmark har på nuværende tidspunkt passeret 10 pct. i økologisk markedsandel – som det første land i verden.
- Vores økologiske verdensmestertitel er kendt i ude i verden, og vi mærker en stor interesse fra udlandet for at høre om det tætte samarbejde mellem vores økologiske virksomheder og landmænd, som også er en vigtig årsag til, at vi er kommet så langt med økosalget i Danmark, siger Helle Borup Friberg, administrerende direktør i Økologisk Landsforening.
Verdens største øko-messe, BioFach i Nürnberg, er netop afsluttet med tilstedeværelsen af 40 danske øko-producenter.