Danish Crown sælger britisk underskudsforretning for 2,4 milliarder
Danish Crown sælger sit britiske selskab Tulip Limited, der har stået for forarbejdningen og salg af både danske og lokale råvarer til de store detailkæder på den anden side af Nordsøen.
- Pilgrim’s Pride Corporation er i forvejen en stærk spiller på kylling i Storbritannien, og de vil gerne styrke deres position indenfor grisekød og kan give Tulip Limited det løft, som virksomheden og medarbejderne fortjener. Omvendt vil vi gerne forenkle vores britiske forretning, så derfor er det en handel med perspektiv for begge parter, siger Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.
Med købet overtager Pilgrim’s Pride Corporation 12 fabrikker med tilsammen ca. 6000 medarbejdere.
Danske råvarer
Danish Crown skal fortsat levere danske råvarer til de fabrikker, der producerer dansk bacon og dansk skinke til de britiske supermarkeder og står samtidig frit i forhold til at levere råvarer til den øvrige britiske forædlingsindustri.
Salgssummen ligger under Danish Crowns bogførte værdier i Tulip Limited, så Danish Crown kommer til at realisere et tab på ca. 500 mio. kr. som følge af salget.
Over de seneste tre regnskaber løber driftsunderskuddet i Tulip Limited op i mere end 800 mio. kr.
- Vi har gennem tre år arbejdet målrettet på at genskabe indtjeningen i Tulip Limited. Vi er nået så langt, at vi i det kommende regnskabsår forventede igen at tjene penge, men omvendt har vi også konstateret, at det vil kræve fortsatte investeringer at få indtjeningen op på det niveau, hvor vi var frem til 2015. Samtidig ville det fortsat trække betydeligt på koncernens samlede ledelsesressourcer, så på den baggrund er jeg sikker på, at vi gør det rigtige for Danish Crowns ejere, de danske landmænd, siger Jais Valeur.
Salget af Tulip Limited til Pilgrim’s Pride Corporation er betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne.