Danish Crown løfter driftsresultatet med over 20 pct.

Leverandører 22. nov 2019 -
This describes the image
Foto: Danish Crown
Skrevet af: Søren Tougaard

Den danske slagterigigant Danish Crown har oplevet en skarp vending på verdensmarkedet for grisekød. Udbruddet af den afrikanske svinepest har bidraget med at øge eksporten til Kina med 29 pct. målt i kilo og hele 63 pct. i værdi.

Den stigende internationale efterspørgsel i Asien, ikke mindst på det kæmpe kinesiske marked, er også en væsentlig forklaring på, at koncernens omsætning går frem med 3 mia. kr. fra 53,5 mia. kr. til 56,5 mia. kr., som svarer til en stigning på 6 pct.

Samtidig har der været en positiv udvikling i koncernens forædlingsaktiviteter, så Danish Crowns resultat af den primære drift stiger 21 pct. fra 2,1 mia. kr. i 2017/18 til 2,5 mia. kr. i 18/19.

Årets overskud for de fortsættende aktiviteter lander på lige under 2 mia. kr., hvilket er på niveau med 2017/18. Derimod må Danish Crown noterer et underskud på de ikke fortsættende aktiviteter i den frasolgte britiske Tulip-forretning på 785 mio. kr.

- Det er et solidt regnskab. Vi ser en god udvikling i vores forædlingsselskaber, og priserne på grisekød er steget med rekordfart, så hvor afregningen til ejerne i første halvår var kritisk lav, så har vi haft et andet halvår, hvor det har været en god forretning at levere grise til Danish Crown. Årets sidste to-tre måneder var rigtigt gode, så nu handler det om at holde fast og fortsætte udviklingen, siger adm. direktør i Danish Crown, Jais Valeur.

Marginaler på fersk kød under pres

Danish Crown meddeler ligeledes, at indtjeningen i den polske forretning Sokolów er steget 25 pct. og er historisk høj efter købet af konkurrenten Gzella. Også Danish Crown Foods - det tidligere Tulip Food Company - har en solid indtjening, hvor de tilkøbte virksomheder Baconspecialist Zandbergen og Danish Crown Toppings viser fremgang, mens marginerne på blandt andet fersk kød og konserves er under pres.

Indtjeningen i Danish Crown Beef, som dækker koncernens oksekødsforretning i Danmark og Tyskland, har ligeledes været udfordret, hvorfor der er igangsat en række initiativer til at løfte og genskabe indtjeningen i Danish Crown Beef hurtigst muligt.

Afregningen for grise er i gennemsnit hævet med 93 øre pr. kilo hen over året, og restbetalingen til ejerne bliver på 105 øre pr. kilo for grise. Alt i alt svarer det til ca. 700.000 kroner ekstra for en gennemsnitlig leverandør af grise.

Bestyrelsen indstiller derfor, at der samlet bliver udbetalt 1,26 mia. kr. i restbetaling og forrentning af andelskapitalen til ejerne.

- Vi er gået fra dyb krise til gode priser på grisekød. Nu handler det om at holde momentum og udvikle Danish Crown, så fundamentet under den danske produktionen af slagtegrise styrkes med det klare mål at sikre både den danske produktion og arbejdspladserne på slagterierne, siger Danish Crowns formand Erik Bredholt.

 

Opdateret 10. nov 2020