Danish Crown investerer i grønt bøfprojekt
En spritny fabrik i Låsby mellem Aarhus og Silkeborg skal fra januar sætte rammen for millionær og tidligere pepperonikonge Steffen Ramsgaards nyeste projekt. Virksomheden INFoods skal udvikle hybridbøffer især målrettet flexitar- og vegetarmarkedet.
Med sig har Steffen Ramsgaard sin tidligere partner fra DKFoods - som blev solgt til Danish Crown - Per Fischer Larsen, mens Danish Crown nu også går med i projektet.
Det skriver Finans.
- Steffen er en produktionsmand, og han er en dygtig en af slagsen. Han kan producere varer mere effektivt og mere sikkert end alle andre, og han bruger sin kreative hjerne til at finde ud af, hvordan man kan optimere processen, siger Per Fischer Larsen, som, sammen med Danish Crown, skal stå for distributionen af Infoods produkter.