Danish Crown: Europæisk marked går bedre end frygtet
Det europæiske marked for grisekød er så småt ved at finde sig selv, efter udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland blev konstateret for to uger siden. Sådan lyder meldingen fra Danish Crown.
- Aktiviteten i Europa er tilbage på det, jeg vil kalde et normalt niveau, og det er positivt, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.
Han fortæller, at der er en jævn efterspørgsel på bove, kamme, bacon og skinker. Samtidig er priserne på brystflæsk igen ved at stabilisere sig efter et stort prisfald.
- Markedet i Europa er bedre, end vi havde frygtet, og vi har en stor efterspørgsel fra alle markeder i Asien. Vores medarbejdere ude på slagterierne gør det godt, og der bliver gjort et enormt arbejde for at udnytte vores kapacitet på frysehusene optimalt, så i en træls situation er vi faktisk et relativt godt sted, siger Lars Albertsen.
Udenfor Europa oplever Danish Crown en stor efterspørgsel fra Kina og et stabilt salg til Japan.