Danish Crown-datterselskab køber op i Sverige
-
Danish Crowns svenske selskab KLS Ugglarps køber charcuteriselskabet Ingemar Johansson
Købet af Ingemar Johansson i Sverige ligger i tråd med Danish Crowns forretningsstrategi, hvor der er fokus på at supplere virksomhedens stærke position inden for slagtning af grise og kreaturer med nye aktiviteter inden for forarbejdning og forædling.
Ingemar Johansson blev grundlagt i 1950'erne og producerer charcuteri med fokus på svensk madtradition og svenske råvarer. I 2019 havde Ingemar Johansson en omsætning på ca. 230 mio. svenske kr. - ca. 169 mio. kr. - samt 47 medarbejdere.
- Det er en hjørnesten i vores langsigtede strategi at vokse i segmentet for højt forædlede produkter, så vi ser frem til at kunne integrere Ingemar Johanssons kvalitetsprodukter i vores allerede brede sortiment inden for charcuteri, siger Jonas Tunestål, adm. direktør for KLS Ugglarps.
- KLS Ugglarps udvikler sig meget fornuftigt og fremstår i dag som markedsleder på det svenske marked. Vi har gennem årene købt flere mindre virksomheder i Sverige inden for forædling og med succes integreret dem i det eksisterende setup. Vores svenske organisation har både evnerne og ressourcerne til at fortsætte i det spor, så der er absolut perspektiv i købet af Ingemar Johansson AB, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.
Danish Crowns svenske selskab KLS Ugglarps tæller fire slagterier og to forædlingsfabrikker i det sydlige Sverige og havde i det seneste regnskabsår på ca. 6 mia. svenske kr., svarende til 4,4 mia. kr.
Købet af Ingemar Johansson er godkendt af de svenske konkurrencemyndigheder.