Danæg seksdobler bundlinjen i nyt rekordregnskab

Leverandører 7. mar 2024 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Æg-leverandøren leverede det bedste resultat i selskabets historie med et overskud på 82 mio. kr. i 2023. Omsætningen rundede for første gang 2 mia. kr.

Skrevet af: Søren Tougaard

Danmarks største æg-producent Danæg leverede et rekordregnskab på både top og bund i 2023. Her steg omsætningen med 11 pct. og rundede for første gang milepælen på 2 mia. kr. med 2,1 mia. kr.

Resultat før skat blev femdoblet til 102 mio. kr. mod 20 mio. kr. i 2022, mens overskuddet landede på hele 82 mio. kr., svarende til en seksdobling fra året før. 

Det flotte resultat er primært skabt af koncernens udenlandske datterselskaber i Sverige og Finland, men også den danske forretning er ved at være tilbage på tidligere indtjeningsniveau efter et udfordrende 2022, lyder det fra koncernen.

- Det er blandt andet en generel mangel på æg i en lang række markeder, der har givet os fordelagtige markedsvilkår særligt i vores svenske og finske datterselskaber, som vi har været dygtige til at håndtere. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi kan udlodde 50 mio. kr. til vores ejere, som er helt afgørende for, at vi hver dag kan levere kvalitetsprodukter med en høj fødevaresikkerhed til vores kunder. Jeg er stolt af vores årsregnskab for 2023, som hele koncernen har bidraget positivt til, siger koncernchef i Danæg, Jann Dollerup Vig Jensen, i en pressemeddelelse.

Danæg er ejet af DLG-koncernen og de danske ægproducenter, der er samlet i et andelsselskab.

Lavere udbud har hævet priserne   

De fleste af koncernens markeder har generelt været påvirket af mangel på æg, som skyldes tilfælde af fugleinfluenza i Nordamerika, Asien og Europa. Samtidig har der i 2023 været et omfattende salmonellaudbrud i Sverige.

Og underskuddet af æg på verdensmarkedet har muliggjort en højere afregning til Danæg-koncernens ægproducenter.

- 2023 var præget af høj volatilitet og markedsmæssige forandringer. Æg er en vigtig vare for detailkæderne, og vi oplever stigende efterspørgsel efter både flere og større kampagner hos vores kunder. Det betyder, at vi som virksomhed hele tiden skal være forandringsvillige og omstillingsparate, så vi er klar til at håndtere konkrete markedsønsker. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve vores dygtige kollegaer på tværs af koncernen for at udvise stort engagement og en enorm vilje til, at vi lykkes. Det har stor betydning for koncernen, ejerne og vores mange loyale kunder, siger Jann Dollerup Vig Jensen.

I begyndelsen af 2024 forventes markedet fortsat at være meget volatilt på grund af fugleinfluenza og en generel mangel på æg. DANÆG forventer dog en normalisering af markedet i løbet af året, hvor der fortsat vil være stort fokus på at effektivisere i alle selskaber for at sikre den fortsatte konkurrencedygtighed.

Klimamål

I foråret 2023 tilsluttede Danæg-koncernen sig Science Based Targets initiative (SBTi), som er et partnerskab mellem FN’s Global Compact, Carbon Disclosure Project, Verdensnaturfonden (WWF) og World Resources Institute.

SBTi hjælper virksomheder med at sætte og validere konkrete og videnskabeligt funderede mål for reduktion af CO2-udledning, og det arbejde er Danæg-koncernen allerede godt i gang med.

Inden 2025 skal koncernen opsætte konkrete mål, som vil blive valideret af SBTi, for at sikre, at de stemmer overens med Paris-aftalen og den seneste klimavidenskab.

- Allerede nu arbejder vi målrettet på at reducere klimaaftrykket for vores produkter. Det er vores klare forventning, at CO2-udledningerne i både Scope 1, 2 og 3 vil blive reduceret år for år grundet energi- og produktionsoptimeringer samt udviklingen af mere klimaeffektive foderkoncepter, siger Jann Dollerup Vig Jensen, og uddyber:

Det er uomtvisteligt, at bæredygtighed og social ansvarlighed fylder mere og mere i både forbrugernes og detailhandlens bevidsthed. Det leverer vi på, og vi ser også nye kommercielle muligheder i at udvikle os på både hjemme- og eksportmarkeder.

 

Opdateret 7. mar 2024