Dagligvare-grossist leverer ”utilfredsstillende” regnskab
Salgshuset Conaxess Trade Danmark, der står for salget af en lang række mærkevarer til den danske dagligvarehandel, mistede i 2018 nettoomsætning for 100 mio. kr., viser det netop offentliggjorte regnskab.
Det betyder, at omsætningen endte på 628 mio. kr. mod 730 mio. kr. sidste år. Ifølge ledelsesberetningen skyldes nedgangen "strukturelle ændringer i samhandlen".
Driftsresultatet er til gengæld forbedret og ender på -14,4 mio. kr. mod -35,7 mio. kr. i 2017. Det skyldes ifølge beretningen omstruktureringer og giver samtidig et betydeligt mindre underskud på bundlinjen, der i 2018 siger 7,6 mio. kr. mod 25,5 mio. kr. året før.
Ledelsen er af gode grunde ikke tilfreds med resultatet og skriver i ledelsesberetningen, at regnskabsåret 2018 på den ordinære drift må "betegnes som utilfredsstillende med udvikling i både resultat og balance, som er under forventning."
Omsætningen har været støt faldende siden 2014, da den lå på 1,2 mia. kr.
Virksomheden blev købt af den tyske kapitalfond, Aurelius, i 2016 og ændrede navn fra Valora Trade til Conaxess Trade Group. Den gang blev Uwe Thellmann indsat som topchef i Danmark.
Han har senere indsat Søren Skipper, Torben B. Jensen og Jacob Schilling som Managing Directors og ligestillede i direktionen med henblik på at styrke forretningen ved at øge markedsandelen.
Ledelsen forventer da også, at regnskabstallene for 2019 vil være betydeligt bedre – både på top og bund, ligesom investeringsniveauet forventes øget.
Conaxess Trade er repræsenteret i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Østrig og Schweiz.