Coronaudbrud tager til på Danish Crown-slagteri

Leverandører 30. jul 2020 -
This describes the image
Foto: Danish Crown
Skrevet af: Søren Tougaard

Antallet af ansatte, der er blevet smittet med Covid-19 på Danish Crowns slagteri i Ringsted, er fordoblet på et enkelt døgn - fra 16 i forgårs til 32 i går. Det oplyser Danish Crowns pressechef Jens Hansen til BT.

- Vi har 16 nye smittede det seneste døgn. De nye smittetilfælde er kontaktpersoner til personer, som blev konstateret smittet tidligere på ugen, men det er selvfølgelig alvorligt, siger Jens Hansen.

Udbruddet af coronavirus på slagteriet i Ringsted har gjort, at Danish Crown har valgt at sende en hel afdeling hjem i karantæne for at blive testet.

Det betyder, at slagtekapaciteten er halveret på fabrikken, så det er tilpasset udbeningen, men Kurt T. Pedersen, der er Supply Chain direktør i Danish Crown Pork, spår ikke de store gener for andelshaverne.

- Vi går op i kapacitet i Sæby, Blans og Horsens, som alle kan slagte, opskære og udbene ekstra varer, så der skal findes en ny balance, men det er ikke noget, der vil få stor betydning for afhentningen af andelshavernes grise. Vi er i kontrol, så det er et spørgsmål om at få puslespillet til at gå op, og de planer er lagt, siger han.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?