Corona-virus udsætter Nordens største fødevaremesse
Nordens største fødevaremesse, FoodExpo, der var planlagt til at finde sted 22.-24. marts i MCH Messecenter Herning er udsat til et endnu ikke fastlagt tidspunkt, skriver messecentret på sit website og i en pressemeddelelse.
Statsministeren Mette Frederiksen opfordrede på fredagens pressemøde til at udsætte eller aflyse arrangementer med over tusind deltagere. Det medførte hektisk og intens aktivitet resten af dagen i MCH-koncernen, der blandt andet står bag MCH Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen.
Et af de store arrangementer i marts måned er Nordens største fødevaremesse, Foodexpo, der i 2018 samlede 25.000 fagfolk.
MCH er i gang med planlægning af ny dato for messen, der tiltrækker besøgende og udstillere fra mange lande. På nuværende tidspunkt er 550 udstillere tilmeldt messen. Foodexpo arrangeres af MCH i samarbejde med de 13 førende brancheforeninger, der repræsenterer såvel udstillere som besøgende.
Foodexpo arrangeres i samarbejde med HORESTA, MLDK - Mærkevareleverandørerne, DF - Danmarks Fiskehandler, Fødevareklubben, Kost & Ernæringsforbundet, LBI - Leverandørforeningen for Bagerimaskiner og inventar, BKD - Bager- og Konditormestre i Danmark, De Samvirkende Købmænd, DSM - Danske Slagtermestre, Nærbutikkernes Landsforening, BFS - Foreningen for Storkøkken, BKC - Branchen for Kaffe- og Convenienceløsninger og Foreningen Kantine & Køkken.