Circle K har flere koncepter på vej

Leverandører 20. dec 2016 -
This describes the image
Timothy Tourek, adm. direktør i Circle K Danmark. Foto: John Ehbrecht
Skrevet af: Henrik Denman

Den nye aktør på det danske conveniencemarked, den canadisk ejede kæde Circle K, satser benhårdt på at vinde kundernes gunst ved at friste med et bredt sortiment af mad. Over en længere periode har en større del af butikkerne fået et udvidet madkoncept, hvor Circle K vil gøre op med den traditionelle opfattelse af mad fra tankstationer bl.a. under sloganet ”Overraskende god mad”.

Det udvidede madkoncept indeholder bl.a. frisksmurte sandwich, brød bagt i butikkerne, frisklavede åbne hotdogs, burgers, smoothies og shakes. Derudover et udvidet tilbud af salater, skyr og ingefærshots, der er egnet til dem, der gerne vil have sund og frisk morgenmad eller frokost på farten.

– For at skubbe på den positive udvikling fortsætter vi med at udvikle nye produkter inden for vores madkoncept med burgere og sandwich, hvor vi fokuserer på kvalitet, friskhed og smag. Vi har også introduceret et nyt Real Hotdog koncept, som bl.a. bygger på den klassiske danske hotdog med udvalgte toppings, samt vores Simply Great Coffee koncept, forklarer Timothy Tourek, adm. direktør i Circle K Danmark.

Circle K tilbyder f.eks. okseburgere med frisk salat og tomatrelish i en lys eller mørk stenovnsbagt bolle med kød fra dansk ungkvæg, kyllingeburger med krølsalat og æble-ingefær relish og sandwich i lyst eller mørkt brød, der er stenovnsbagt og lavet på surdej.

– Vi tilbereder meget mad i butikken, og desuden har vi tæt produktudviklings samarbejde med flere leverandører. Vi får f.eks. brød til bake off fra flere forskellige leverandører, hvor vi i samarbejde udvikler netop det brød og de boller, som vi ønsker, siger Timothy Tourek.

Sælger tid

– I fremtiden vil vi stadig forbedre vores tilbud inden for mad, vi vil tale med vores kunder, og vi vil levere det til dem, som de ønsker. Vi sælger tid, og vi sælger convenience. Vi sælger mad til mennesker, som er på farten. Vi ønsker, at de skal besøge vores butikker og slappe af, tage en burger, en sandwich eller en milk shake eller en smoothie og sætte sig ned og slappe af.

– Det danske marked er på nogle områder unikt. En af de vigtigste ting, jeg har lært her i Danmark, er, at markedet kan virke lidt uklart med mange forskellige kæder inden for dagligvarer og convenience, men vi vil finde vores plads på dette marked. Det vigtigste er, at kunderne hele tiden husker på os. At de tænker på os, når de næste gang tænker på en fast food restauranter eller et andet spisested.

– Vores forgænger Statoil var nået meget langt med at udvikle tilbud om mad og convenience. Jeg vil sige, at Statoil var nået meget længere med mad i butikkerne sammenlignet med, hvor jeg kommer fra i Californien. Det danske marked er længere fremme på maddelen, end vi er i Californien, men måske ikke helt så langt fremme inden for convenience, dvs. varer som cigaretter, øl og vand og de andre varegrupper. Vi er en global virksomhed, og vi forsøger ikke at presse et bestemt koncept ned over et nyt marked, men prøver at tilpasse os og forstå, hvordan forbrugerne tænker om maden her, siger Timothy Tourek.

Opdateret 10. nov 2020