Carlsberg sætter skub på digital omstilling

Leverandører 13. feb 2019 -
This describes the image
Foto: Carlsberg

Under navnet Carlsberg Online kan bryggeriets kunder i blandt andet Skandinavien, Storbritannien og Schweiz nu bestille varer over nettet i stedet for at ringe ordren ind som hidtil.

Det er et af de digitale tiltag, Carlsberg ruller ud som en del af vækststrategien Sail '22, der blev søsat i 2016.

- Ud fra det, som man kender i den analoge verden, er den største forandring, at det nu er muligt at bestille sine varer online. Hidtil har bestillinger foregået via et callcenter. Derfor har interaktionen med kunden grundlæggende været, som den var for ti år siden - men det ændrer sig nu, siger Carlsbergs salgsdirektør Simon Fibiger til Dagbladet Børsen.

Carlsberg Online skal med tiden udvides med alt fra inspirationsvideoer til forbrugeranalyser, som skal være med til at skabe et mersalg.

Digitalt fustagesystem

En anden måde at digitalisere øllets vej fra mark til mave sker ved, at Carlsberg sætter strøm til ølfustagerne under brandet Draughtmaster.

Sensorer i fustagerne registrerer temperatur, volumen, kvalitet, hvornår på dagen der sælges mest osv. og lægger ind i en app. Derved får både Carlsberg og kunden adgang til en stor mængde data, som gerne skulle forbedre indkøbene.

Bryggerikæmpen leder efter flere digitale løsninger og har derfor meldt sig som case i CBS Case Competition, hvor bachelorstuderende fra hele verden konkurrerer om at skabe ideer og koncepter til digital innovation i virksomheden.

Opdateret 10. nov 2020